Børn kan ligesom voksne udvikle stress, men signalerne er ikke helt de samme.

Vi voksne skal lære at tyde vores børns signaler og turde bede om hjælp fra omgivelserne.

Børn har også brug for en anden form for hjælp til at komme i balance igen end voksne har – og med lidt forståelse af hvad det er der skaber problemer for barnet, vil også redskaberne til at hjælpe være lettere tilgængeligt for den voksne der skal støtte barnet i processen.

Af Lisbeth Lenchler-Hübertz, psykolog og Lene Bjerring Bagger, familiekonsulent

Børn og stress
Da man startede med at sætte fokus på stress og den indflydelse det kunne have på folks trivsel og sundhed, blev børn sjældent inddraget i debatten. Jo som noget af det, der kunne medvirke til forældrenes stressniveau, men det at børn også kunne have stresssymptomer blev sjældent nævnt.

På daværende tidspunkt arbejde vi på børneafdelingen på Hillerød Sygehus, primært med børn og psykosomatik, dvs børn der kom med typisk hovedpine eller mavesmerter uden man kunne finde en fysisk årsags-sammenhæng. Vi så også en del børn med mere atypiske symptomer, såsom besvimelser eller føleforstyrrelser.

Efterhånden som vi arbejdede med og udviklede behandlingsmetoder, samtidig med at vi læste om stressteori, blev flere og flere ting åbenlyse for os. Ved at inddrage stressperspektivet viste der sig meningsfyldte forklaringer mellem børnenes hverdag, belastningerne og de fysiske klager.

Symptomer
Børns stresssymptomer ligger tæt op af de voksnes, men adskiller sig alligevel lidt, idet nogle symptomer er hyppigere i forskellige aldre.
Mindre børn – børnehavebørn og skolestartere klager ofte over diffuse mavesmerter centreret omkring navlen og en del har forstoppelse.
De lidt ældre børn klager oftere over hovedpine. Fælles for mange af børnene i alle aldre er deres manglende overskud og en generel tristhed. Mange ryger ud i konflikter, har svært ved at høre efter og huske, hvad der f.eks. er blevet undervist i og deres humoristiske sans minimeres, især hvis humoren går på noget, der kommer tæt på barnets person. Overskuddet til at kunne have en humoristisk distance til sig selv er væk.
Børnene giver ofte udtryk for en oplevelse af opgivenhed. De har qva deres alder og opvækst få erfaringer med sig til at håndtere de svære situationer, de oplever i hverdagen. De råd og det samspil de har haft med voksne har af mange forskellige årsager ikke givet dem den fornødne støtte til, at de kan eller tør tro på, at situationen kan ændres.
I stedet har børnene forsøgt med de redskaber de havde til rådighed, at håndtere livet så godt de kunne. For nogen lykkes det, for andre viser belastningerne sig som adfærdsmæssige og/eller fysiske symptomer

Adfærdsændringer hos børn med stress

ændret adfærd
tristhed
irritabel / opfarende
opmærksomhedskrævende
indre og ydre uro
manglende koncentration
manglende overblik / glemsomhed
trækker sig socialt
overansvarlige børn
Fysiske stress-symptomer hos børn

mavepine
hovedpine
afføringsproblemer
ændret spisemønster / søvnmønster
ledsmerter
kvalme
nervøse trækninger
forværring i kroniske sygdomme
nedsat immunforsvar

Årsager
Men hvad er det så, der især presser børnene og som de ikke får den fornødne hjælp til? Hverken forældre eller de øvrige voksne der er omkring børnene har jo noget ønske om at skabe stress hos børnene. Tværtimod.
Årsagerne er mange og højst individuelle, da børnenes personlighed, ligesom voksnes, spiller ind, når man taler om robusthed og modstandskraft f.eks. omkring en skilsmisse. Nogle børn har let ved at tilpasse sig og få hverdagen til at fungere, for andre kan ændringer tage lang tid at vænne sig til og de gør sig mange tanker.
Konflikter i familien presser rigtig mange børn. For hvad skal de gøre for at få det til at stoppe. Helt ned til spædbarns alderen kan børn ubevidst forsøge at stoppe konflikter f.eks. ved at fastholde forældrenes fokus omkring spisning. Så længe barnet ikke spiser, er forældrene optaget af det.
Mobning i skolerne forekommer desværre stadig. Oplevelsen af at være udenfor fællesskabet, isoleret har dybtgående alvorlige konsekvenser for børnene. Mange børn fortæller, at de synes, de har bedt om hjælp, men ikke fået den og dermed i stedet opgivet.
Børn med særlige vanskeligheder, f.eks. børn der har svært ved at aflæse situationer og tilpasse sig den sociale kontekst, vil uden hjælp og oversættelse fra de voksne ofte sidde uforstående tilbage uden redskaber til at komme videre.

Særlig belastende for børn

Frygten for at blive forladt
Oplevelsen af manglende social støtte, når udfordringen er for stor for barnet
Skift og adskillelse fra væsentlige omsorgspersoner
Voldsomme begivenheder og konflikter
Oplevelsen af isolation
Negative reaktioner fra jævnaldrende eller voksne
Behandling og forebyggelse
Forebyggelse er her, som i de fleste andre sammenhænge langt at foretrække, men ikke altid en mulighed. Meget kan dog tages i opløbet inden børnenes symptomer bliver for fastlåste, hvis de voksne omkring børnene er opmærksomme og forstår/formår at sam-arbejde.

Grundlaget for et godt samarbejde mellem forældre og daginst./skole skal lægges allerede ved den første kontakt inden problemerne opstår. Ved at inddrage forældrenes viden om deres barn og de observationer man som personale har gjort sig i den første tid, får man skabt grobund for at kunne tage evt. tidlige tegn på stress og mistrivsel op, kunne undre sig og reflektere sammen over de ændringer barnet viser.

Samarbejdet er helt afgørende for børnenes trivsel. Drejer det sig om familier, der i forvejen er hårdt ramt af forskellige belastninger og hvor de voksne selv kan svært ved at overskue situationen, bliver de ekstra vigtigt, at der er andre voksne, der er opmærksomme på barnets signaler.

I den direkte kontakt med børnene kan der arbejdes på barnets egen oplevelse af mestring. Ved at spørge ind til barnets oplevelse og oversætte evt. situationer for barnet ved at ”låne” barnet ordene for følelserne f.eks.: ”nogle børn har det sådan, at det kan være svært at høre hvad læreren siger, når man har hovedet fuld af tanker, kender du det?” eller ”når der sker noget, man ikke har prøvet før, så er der mange børn, der kan få ondt i maven…” Hermed kan barnet opleve at det ikke er det eneste barn i verden, der får det sådan. ”Jeg ved hvad der nogle gange har hjulpet andre børn…..”. Ved sammen med barnet at finde frem til nogle hjælpeting, barnet kan gøre, når livet bliver for svært, får man givet barnet en oplevelse af, at det ikke længere er overladt til skæbnen, men selv har indflydelse på situationen.
Altafgørende for barnet er og bliver det dog, at opleve, at det ikke længere står alene i kampen, men at der er voksne omkring det, der støtter, lytter og hjælper, når livet bliver for indviklet.