Hej Center for Stress!

Jeg har nogle spørgsmål om eftervirkninger på stress, eller som min læge kalder det akut belastningssyndrom.

Men først lige en kort beskrivelse af min situation. I. 2003, blev jeg spurgt om jeg kunne tænke mig at blive daglig leder for halvdelen af den gruppe som jeg havde været ass. daglig leder for, hvilket jeg efter grundig overvejelse sagde ja til, efter at have givet nogle betingelser til hvad jeg havde brug for fra min ledelses side for at kunne bestride dette job.

Allerede efter 1 mdr. var jeg kørt ned af stress. Efter at have brudt sammen på arbejde gik jeg til egen læge. Han opfordrede mig til dagen efter at henvende mig til min chef for at fortælle ham hvordan jeg havde det, og så skulle jeg komme hos min læge igen ugen efter. Dette gjorte jeg og synes jeg havde en god snak med min chef, og vi aftalte at mødes igen om mandagen, hvor så min afdelingsleder også kunne deltage. Også denne samtale forløb godt og vi aftalte at jeg skulle tilknyttes forvaltningens arbejdspsykolog, så hun kunne være med til at kortlægge hvad der var til grund for min stress. Efterfølgende fik jeg også noget med vejledning fra en ældre kollega, og det var godt.

Jeg havde næsten alle symptomer på stress i mere eller mindre grad. Arbejdspsykologen og jeg fandt ud af at citat: ” Årsager til Jettes stress:
“Jette og jeg har talt om forhold i privatlivet og på arbejdet. Det er forhold på arbejdspladsen, der ligger til grund for Jettes stress. Den tungeste belastning skal findes i forhold til Jettes opstart som daglig leder. I forhold til kortlægningen af Jettes psykiske arbejdsmiljø har Jette skulle varetage opgaver, som hun ikke har været klædt på til at udføre. Det er udover konkrete administrative opgaver særligt personaleledelse, Jette har manglet redskaber til at varetage. Der har i denne periode ikke været den fornødne støtte og sparring.” – citat slut

Efterfølgende afholdte arbejdspsykologen 2 møder med mine arbejdsgivere uden resultat og lydhørhed for overnævnte. Efter det første møde blev jeg sygemeldt, da havde jeg været på arbejde 1 mdr. efter mit sammenbrud på min arbejdsplads. Jeg var omkring hver anden uge hos min læge til samtale og han foreslog at jeg skulle begynde hos en privat praktiserende psykolog, hvilket jeg startede med samme uge jeg blev sygemeldt. Efter andet møde med mine arbejdsgivere, fik jeg koblet den faglige sekretær fra min faglige organisation på min sag, og hun deltog i det næste møde, hvor vi fik lavet aftale om at jeg skulle have fred til at behandlingen hos psykologen kunne virke og vi aftalte at mødes igen først i det nye år, hvor vi så skulle aftale hvad der videre skal ske og om jeg var nået frem til en beslutning om hvordan jeg ville videre frem.

Den beslutning fik jeg taget lige før jul og det er blevet at jeg gerne vil vende tilbage til et job som social og sundhedsassistent et andet sted i byen. Den aftale fik jeg lavet med min chef her først på året. Jeg føler at det er den bedste beslutning for mig. Af den liste jeg har lavet for mig selv (i dette forløb) om hvad det skulle til for at jeg kunne vende tilbage til daglig leder funktionen, ville jeg kun kunne få få ting opfyldt og så fandt jeg ud af at der er flere positive ting ved at vende tilbage til mit fag end der er ved at være daglig leder.

Her i tirsdag talte jeg i telefon med min tidligere nærmeste kollega. Efter denne samtale kunne jeg mærke at jeg var blevet påvirket af at tale med hende og høre om hvordan det gik. Det overraskede mig noget at jeg alligevel reagerede på denne samtale, med at føle dårlig samvittighed overfor hende og mine tidligere medarbejdere over at jeg havde været nødt til at sygemelde mig, for jeg troede at jeg var ovre det. Det der også gjorte det var at hun gav udtryk for at jeg bare skulle have blevet ved med at gå på arbejde, jeg føler lidt at hun mener jeg har givet for let op, det mener jeg ikke selv for det ville være at svigte mig selv og i det lange løb også medarbejderne hvis jeg havde fortsat. Jeg prøvede at forklare at jeg bare ikke kunne gå på arbejde, kroppen sagde fra.

Så mit første spørgsmål: Er det normalt at have det sådan, også selv om den beslutning jeg har taget føles rigtig?

Nu er det sådan at selvom jeg helt klart mener at det er det rigtige for mig, for at finde mig selv igen at starte på en frisk som social og sundhedsassistent, i første omgang på ½ tid og siden på fuld tid. Så er jeg nervøs for dette og jeg har talt med min psykolog om dette, er stadig i behandling. Har ikke rigtigt kunnet finde ud af hvorfor jeg er nervøs for at opstarte. Nu har jeg siddet og funderet noget over det, og jeg tror det har noget med at gøre at jeg føler mig mere følsom og måske er bange for hvad der sker hvis jeg mister el. føler jeg er ved at miste overblikket, og hvordan jeg vil reagere.

Så mit andet spørgsmål: er det en normal reaktion efter stress at have det sådan og hvad kan jeg gøre for at jeg kan føle at jeg kan bevare overblikket?

Min hukommelse og koncentration er heller ikke hvad den har været: hvad kan jeg gøre for at det kan blive bedre?

Det går meget bedre nu heldigvis, men det er nu svært at når jeg lige tror at nu går det godt, så får jeg en påmindelse. Og så er det jeg bliver usikker igen, fordi mine følelser igen spiller mig et pus. Med fornuften kan jeg jo forholde mig “fornuftigt” til det hele, men følelserne!

Ja det blev jo noget af et langt brev, og jeg håber I har mulighed for at hjælpe mig med nogle af mine spørgsmål. Det er ikke nemt dette her.

Måske det kunne være godt med et forum for stressramte. Jeg har haft glæde af at læse om hvordan andre stressramte har haft det og taklet det, som så har jeg ikke følt mig alene og forkert. For der er andre som har haft næsten lige sådan som mig.

Med venlig hilsen

Jette, 43 år

Hej Jette

Der er mange dele i din historie, og du spørger om flere ting.

Der er noget stress-relateret i det du skriver om, og noget følelsemæssigt. Med din følelse af skyld, usikkerhed på om du kan klare det i fremtiden. Dine reaktioner har for mig at se noget med begge dele at gøre. For når vi har været for stressede i en periode, nedsættes vores modstands kraft mod mange ting. Vi bliver udkørt, nemmere syge, men også mere sårbare og har svære ved at koncentrere os. På en måde er det som om at den grænse vi har overfor omverdenen bliver tyndere. Så tingene nemmere vælter os, kommer for langt ind i os. Som når din chef bebrejder dig at du ikke tog dig sammen. De negative og sårbare følelser kommer til at fylde mere. Robustheden ryger og vi magter ikke at tænke klart, at skille tingene ad. Så ryger selvtilliden og følelsen af at kunne noget som helst.

Det vi i stedet havde brug for når stressen har slugt os, er tid til at komme os, ikke føle pres udefra. Den kan være svært for vores omgivelser, specielt hvis de også er pressede. Men når man er dér hvor du er, gør pres det bare være. For det du og din hjerne har brug for er tid, fred og ro til at komme sig. Så desto mere du kan give dig selv det med god samvittighed, desto hurtigere vil du komme dig.

Jeg har en øvelse, som jeg selv og andre har haft glæde af når man føler sig presset udefra. Sæt dig ned luk øjnene og forestil dig at du tegner en streg hele vejen rundt om dig selv. Alt det der ikke hører til dig, bliver sat uden for stregen: Krav og forventninger fra andre mennesker. Krav til dig selv, som du ikke kan eller vil honorere lige nu: Ud med dem. Kan du ikke få smidt alle kravene ud, så prøv at forestille dig at nogen du stoler på hjælper dig.

Så svaret på det første spørgsmål er, ja det er helt normalt. Beslutningen er rigtig, men du kan ikke beskytte dig mod omverdenens forventninger. Måske er du en person som har lært at leve op til det der forventes af dig, mere end at passe på Anne. Så er du ved at gøre noget nyt, som altid er svært i starten. Det er min overbevisning at hvis vi alle var lidt bedre til at mærke og stå ved når vores grænser var nået, så var der ikke så meget stress i Danmark. Vi slås ikke kun med den ydre fjende, men også den indre moralske pegefinger. Følelsen af ikke at være Ok, hvis vi ikke kan leve op til det.

Så til dit andet spørgsmål, ja det er almindelige reaktioner efter stress. Hjernen har været overbelastet, trænger til ro. Men nogen gange kan det være mere stressende at være derhjemme, og blive ædt af skyldfølelsen, end at begynde at arbejde lidt. Men det kan du ikke med dit ben. Så du bliver nødt til at være lidt nænsom ved dig selv, for desto hurtigere kommer du ovenpå igen. Prøv at nyd situationen, som kan give dig mulighed for helt at komme dig kropsligt og mentalt. Køb evt. et afspændingsbånd, lyt til det hver dag, det er godt for krop og hjerne.

Med venlig hilsen

Peter Koefod
Psykoterapeut og stresskonsulent
Center for Stress og Trivsel