Hej….

Jeg har lige et par spørgsmål. Håber jeg får svar!!!

Hvorfor bliver stress mere og mere udbredt?

Og kendte man til stress, som vi har det i dag, i gamle dage?

Venlig hilsen, Karen!

Kære Karen

Stress har man altid kendt, da det altid har været en vigtig evne at have. Stressens første fase kendes også som ‘Kamp eller Flugt-reaktionen”, og den stammer helt tilbage til den gang vi sloges mod sabeltigre. Nogen mennesker har igennem historien været stresset af årsager, som ligner nogen af dem vi har i dag. I 60’erne snakkede man f.eks en del om ‘at stå af ræset’. Nogen erhversgrupper har også før i tiden været udsat for alvorlig stress p.g.a arbejdet. Tænk på direktøren med mavesåret, eller samlebåndarbejdere udsat for tidsmålinger.

Alligevel er situationen nok speciel i dag sammenlignet med f.eks 60’erne. En langt større del af os er bundet op på erhversarbejde. En almindelig børnefamilie arbejder i dag 80 timer om ugen sammenlignet med 60’erne hvor tallet var ca. 50 timer pr. uge, hvor flere jo gik hjemme.

Arbejdet har ændret karakter på mange måder. Ny teknologi, computere, email og mobiltelefoner spiller en stadig større rolle, og har indflydelse på hvordan vi arbejder og tænker. Men nok så vigtigt, så har stadig flere danskere et arbejde som er forskelligt fra 8-16 timers jobbet. Færre mennesker betragter i dag deres arbejde som et ‘lønarbejde’, hvis væsentligste funktion er at hive lønnen hjem. Undersøgelser viser at ikke mindre end 4 ud af 5 danskere vil gå på arbejde selvom de har penge nok.

Mange jobs indebærer i dag ansvarlighed, selvstændighed, entusiasme og ildhu. Følelsen af ansvar slutter ikke altid når vi forlader arbejdspladsen. Hjernen efterlades ikke på arbejdspladsen men fortsætter gerne med at tænke over problemerne, også når vi er hjemme. På den anden side er hjemmet heller ikke længere den afslappende oase, som det – især for mange mænd- var før i tiden. Nye krav og ambitioner har meldt sig. Vi skal kunne udfylde mange roller, og tage stilling til mange ting i hjemmet også. Stadig flere mennesker har i dag svært ved at slappe ordentlig af, også når de er hjemme.

Dem måske nok væsentligste årsag til problemerne idag skyldes dog de økonomiske forhold. I det private erhversliv er konkurrencen skrappere end nogensinde, og en medarbejders arbejdsevne bliver forsøgt udnyttet fuldt ud. I det offentlige har de senere års mange besparelser haft det sammen resultat på ministerierne, sygehusene, kommunerne osv. Når der ikke er balance mellem krav og ressourcer har stressen desværre gode vilkår.

Med venlig hilsen

Finn Nøhr
Center for Stress og Trivsel