Jeg er i vildrede med hvad jeg skal gøre.

Jeg tror nok jeg er stresset, men er ikke sikker på det eller om det bare er en eller anden angstting. Min situation er den, at jeg efter en del års ledighed som akademiker, fik mulighed for at tage en elevstilling, hvilket jeg har gjort. Jeg tænkte at det ville være en god mulighed for mig, at komme ud på arbejdsmarkedet igen på en lidt uforpligtende måde, idet jeg et par år tidligere havde en meget dårlig oplevelse ved mit daværende arbejde som underviser. Dengang udviklede jeg nærmest en form for angst over for det at skulle på arbejde og endte med at få et kæmpehold i lænden til sidst, så jeg ‘slap for’ at vende tilbage på arbejde, idet min kontrakt på det tidspunkt udløb. Før den tid var jeg også ledig i et par år efter endt uddannelse.

Denne gang havde jeg faktisk glædet mig til at starte forfra på noget andet, og det gik også meget godt i starten. I efteråret 2003 var jeg i forbindelse med uddannelsen væk 5 gange på kurser af 2-5 dages varighed med hotelophold inden for en periode af lidt over 3 mdr., og jeg kunne allerede da mærke at jeg begyndte at få en lidt ud af kroppen agtig fornemmelse enkelte dage. Senere fik jeg smerter i ryggen og har det konstant nu, så jeg tager smertestillende hver dag. – Det ved jeg af erfaring opstår når jeg er anspændt. Efter jul har det været meget stressende inde på arbejdet med mange arbejdsopgaver, der ligger og venter på os alle. Selvom jeg ‘kun’ er elev får jeg jo de samme opgaver som alle andre, og et eller andet sted er jeg nok den flinke pige, der vil gøre det hele perfekt fra starten af.

Nu sidder jeg så i den situation, at jeg i sidste uge fik det ganske rædsomt og havde en følelse af, at jeg ikke kunne mere. Jeg overvejede at melde mig syg med influenza mandag, men forsøgte at tale mig selv til rette her i weekenden og syntes også søndag, at jeg havde det bedre, og mandag morgen var ikke hverken værre eller bedre end andre.

Men, men, men. Da jeg kom på arbejde, kunne jeg bare mærke at den da vist var hel gal. Jeg fik det som om jeg var ved at besvime og kunne slet ikke overskue at skulle være der hele dagen. Det strammede oppe ved brystkassen så jeg ikke syntes jeg kunne trække vejret helt igennem og det blev ved resten af dagen.

Det skal lige siges at jeg de sidste mange måneder har haft svært ved at falde i søvn om aftenen pga. hjertebanken, og at jeg de sidste par uger har haft det, som om jeg var på rystemedicin, når jeg stod ud af sengen om morgenen, så meget rystede jeg indvendigt. Nå, enden på det blev, at jeg modvilligt fik en snak med min chef, som syntes jeg skulle gå hjem, og så skal vi snakkes ved fredag. Så nu sidder jeg her og ved ikke rigtig hvordan jeg kommer videre.

Jeg har læst om stress, men når det gælder mig selv, ved jeg ingenting. Efter min nedtur som underviser gik jeg til psykolog et års tid, men det her synes jeg er anderledes. Jeg kan godt genkende tristheden og følelsen af at jeg bruger enormt meget energi, men jeg er ikke ved at panikke, som jeg af og til var som lærer, når jeg fik en ny klasse. Men følelsen af, at jeg kun kan klare det igennem ved at sige til mig selv, at nu er der kun så og så længe til kontrakten udløber, så er det overstået, er den samme.

Jeg vil gå til min læge denne uge, men hvad jeg ellers skal gøre ved jeg ikke helt. Skal jeg sygemelde mig længere tid og gå til psykolog igen eller er der andre muligheder? Min chef er meget forstående og vil gerne hjælpe hvis han kan.

Tak for dit brev. Du beskriver meget fint den kobling der er mellem krop og sind.

Når sindet bliver presset er det kroppen der må betale, hos dig i form af lændesmerter, åndenød, rysten osv.

For mig lyder din beskrivelse mere som præstationsangst end som stress.

Du skriver ikke din alder, men jeg vil gætte på at du befinder dig sådan omkring de 40 år.

Mange kvinder er opdraget til, eller jeg tror snart mere at det ligger “indbygget” i jer, at være ansvarsbevidste og pligtopfyldende udover det rimelige. Når kvinder når alderen 35-50 år melder et stadigt stigende antal sig med historier som din. For mange er den udløsende faktor et misforhold mellem de krav der stilles fra omgivelserne og så egen oplevelse af at slå til. Omgivelserne er ofte tilfredse med præstationerne mens der i personen selv raser en kamp mellem at tilfredsstille ydre krav og samtidig finde tid til at tilgodese egne behov.

Som du beskriver det tror jeg ikke helt, at du er kommet ordentligt på plads følelsesmæssigt efter det sidste angstanfald, og nu mærker kroppen igen de samme signaler fra sindet. Det er vigtigt, når man har det som du beskriver, at man kommer i behandling. Det lyder meget fornuftigt, at du har aftalt en tid hos din egen læge, så I sammen kan finde ud af om samtaler er nok i denne omgang eller om du for en periode kan have gavn af medicin.

Med venlig hilsen

Læge Thomas Ankjær
Center for Stress og Trivsel