Jeg er i syv sind…. har lige lavet foretaget jeres test ” Er du stresset?”, og var nødt til at svare ja til 13 ud af de 14 spørgsmål. Der var ikke noget at gøre…svarene lå lige for og talte i den grad for sig selv… For ja, jeg lider i den grad af tics( blinker ufrivilligt med øjnene, kan ikke få vejret og tillægger mig forskellige underlige bevægelser, som hele tiden at snøfte eller bøje nakken) hovedpine, søvnløshed, dårligt humør, bekymring for fremtiden og så videre.

Det eneste der glæder mig er at jeg har undgået de sure opstød og halsbranden…:-) Jeg er begyndt at pjække fra mit praktiksted ( går på pædagogseminarium) og fra mit studiejob, og bare en god veninde ringer og forslår en biograftur, føler jeg mig forfulgt og bliver “tosset” over at ” man da aldrig kan få lidt tid for sig selv….” Jeg har en evig klump i halsen og hjertebanken, og mit forbrug af hovedpinepiller stiger brat…..

Jeg er kun 23 år, men føler mig ofte som en gammel kone…. efter at have været meget deprimeret i et halvt års tid for 1 1/2 års tid siden, føler jeg ikke at jeg er blevet den samme festlige, glade pige, jeg var engang… jeg går til psykolog, da jeg ganske sikkert bærer rundt på en masse ubearbejdet inde i mig, som hovedsageligt stammer fra en opvækst med en handicappet søster, og ikke mindst et sæt forældre, der levede som hund og kat og ikke rigtigt så mig.

Det er nok dette, der i virkeligheden stresser mig mest… efter mine besøg hos psykologen kan jeg næsten ikke huske hvad vi har talt om… fortrænger det, og føler aldrig at jeg rigtigt kommer videre, da jeg ikke føler at jeg har tid til at bearbejde den sorg, jeg føler indeni. Kører bare derudaf med 110 i timen, og efterlyder tid til at dykke ind i mig selv, og finde ud af hvad, det er, der gør så pokkers ondt.

Hvad det er, der gør at jeg ikke kan leve et normalt, og bare nogenlunde tilfredsstillende liv. Føler heller ikke at 2 gange 45 min om måneden gør den store forskel…) Min tankegang, syn på livet og på andre mennesker er blevet langt mere kritisk og mørk end tidligere. Føler det er en ond spiral, og at jeg ikke kan styre mine egen tanker derhen, hvor jeg vil…
For tiden bruger jeg det meste af min energi på at finde ud af hvad jeg vil med mit liv. Har ikke længere lyst til pædagogverdenen. Havde det faktisk heller ikke da jeg startede. Det var bare det letteste, da det var det eneste, jeg nogensinde har vidst at jeg for alvor er god til.. Føler ikke den mindste glæde ved det. Har bare heller ikke den ringeste ide om hvad, det så skal være. Har kigget uddannelsesbøgerne igennem mange gange, aner det stadig ikke Får mig sikkert ikke taget sammen til at stoppe med det…. og mens jeg prøver at tage mig sammen går dagene, og jeg får sværere og sværere ved at trække vejret, får mindre og mindre lyst til at stå op om morgenen, og min svimmelhed tager til( har flere gange fået flimren for øjnene, og er så væltet… er blevet undersøgt i alle leder og kanter..fejler intet fysisk) jeg ville ønske jeg havde nosserne til at melde mig som bistandsmodtager, og få tænkt mit liv igennem. med disse tanker melder frygten sig bare også for at jeg så får held med det, som jeg er godt i gang med, nemlig at isolere mig fra omverdenen.

Godt at jeg har en dejlig kæreste, som lytter til mig, ligegyldig hvor meget, jeg beklager mig over livet… Er opmærksom på faren for at have for ondt af mig selv. Det plejer heller ikke at ligge til mig….
Testen sagde ALARM…. Håber at I kan give mig et godt råd

Du lyder som om du er ved at cirkle dig ned i et sort hul!
Jeg er ikke sikker på at et brevkassesvar kan “gøre det” og tænker at du nok er bedre tjent med de 2 timer og 45 min hos psykologen! Hvis du er havnet hos den rigtige psykolog, vil du opdage at arbejdet ikke foregår hos psykologen, men i alle “hullerne” mellem dine besøg – for arbejdet kan kun gøres af dig! Men du kan få hjælp, få støtte og få stillet de rigtige spørgsmål til at lede dig på rette spor!
Hvis du ikke ønsker at arbejde som pædagog, mener jeg du bør afbryde dit studie hurtigst muligt – ingen børn er tjent med en pædagog der ikke vil være pædagog – og du er ikke tjent med at bruge dit liv på et arbejde du inderst inde ikke ønsker at have!!
23 år – hvad er sjovt, dejligt, rart for dig?
Opsøg det – og giv dig tid til at lade glæden trænge helt ind i dig – så kommer svarene om fremtiden – uddannelse, job mm lettere og med færre tilsløringer! Prøv i en uge at lægge mærke til de øjeblikke hvor du ikke har stresssymptomer, forsøg at analysér for dig selv hvorfor de ikke er der lige i det øjeblik! Giv dig selv et “mentalt” klap på skulderen hele ugen for hver gang du gør noget for dig selv som øger dit velvære!
Når du igen har fået energi kan du skrive igen – så kan du lektion 2!!
Held og lykke

Med venlig hilsen

Jeanett Bonnichsen
Psykolog
Center for Stress og Trivsel