Stress, trivsel og psykisk arbejdsmiljø

Rådgivnings-, konsulent- og uddannelsesvirksomhed

Vibeke Hindse

Autoriseret cand. pæd. psyk.

Jægerspris

Specialist & supervisor i psykoterapi og arbejds- & organisationspsykologi.

Efter en lang årrække som psykolog, souschef og sidst chefpsykolog i kommunalt regi har jeg de seneste år været ansat i et privat videreuddannelses- & konsulentfirma. Jeg startede medio januar 07 egen psykolog praksis i Jægerspris.

Jeg har gennem alle årene interesseret mig for begrebet stress og håndtering heraf. Ligeså har jeg arbejdet terapeutisk med reaktionerne på og følgerne af såvel kortvarige som langvarige stressbelastninger hos medarbejdere fra såvel offentlige som private virksomheder.

I forbindelse med den daværende kliniske efteruddannelse, uddannede jeg mig midt i 1980´erne i psykoanalytisk psykoterapi. Siden da har jeg via adskillige videreuddannelser tænkt og arbejdet systemisk, hvilken arbejdsmåde de senere år er suppleret med narrativ teori og praksis. Jeg har senest gennemført den ét-årige internationale narrative terapiuddannelse hos Michael White i Australien.

Den narrative terapi gør brug af respektfulde spørgsmål og kreative metoder, som kan være hjælpsomme, når man arbejder med at genvinde herredømmet i sit liv. Én metode er ”eksternalisering”, hvor man taler sammen om problemet som en ting eller person uden for én selv, en ting eller person, der med taktikker forsøger at styre og bestemme. På den måde får man mulighed for selv at påvirke problemet og se på, hvilken effekt det har på ens liv lige nu og vurdere, om problemet skal have lov til at have magten i ens liv.

En anden metode er ”outsider-witness-metoden”, som går ud på at invitere andre personer, der har stået i lignende problematiske situationer, med til samtalen, for at disse kan bevidne de foretrukne historier, der fortælles undervejs i terapien. Ofte virker denne bevidning stærkt, hvorfor den hjælper med at konsolidere en identitet som f.eks. fri for effekterne af stress.

Tilbage til oversigten