Brugercases

Jeg har med stor fornøjelse gennem et år læst jeres stressdokumenter, men jeg savner materiale vedr. stressede ledere. Hvordan håndterer man sin stress samtidig med at man som leder i det daglige skal fungere som leder i en organisation ??
Jeg mangler ligeledes materiale om mobning af ledere – hvor findes sådan noget – og hvad kan man gøre ??

Jeg vil anbefale dig en bog der hedder ‘Ledelse uden stress’, fra Børsens Forlag.
Ellers er der mange ting som er vigtige. Det første trin er at vide noget om stress og sine egne stress symptomer. Hvornår er jeg stresset? Hvad er det der sker når jeg bliver stresset?
Stress handler om mange ting. Udover at have for mange arbejdsopgaver på for kort tid. F.eks. om vores personlighed. Om samarbejdsklimaet på arbejdspladsen. Om måden arbejdet er organiseret på. Er prioriteringerne klare oppe fra og ned efter? Hvad er vigtigst at nå når vi har travlt? Hvornår er arbejdet godt nok? Er det klart hvad der forventes af dig? Du kan gå ind i vores kompendier og finde det der hedder de 5 R ord. Her står beskrevet en masse ting det kan være vigtigt at få afklaret.
Kan du få støtte nogen steder? Kan du få feedback nogen steder?
Mange ledere har også et overansvarligheds-mønster hvor de bærer for meget selv. Uddelegerer for lidt. Løser opgaver i stedet for at lede. Måske ikke sætter grænser nok, siger nok fra. Det gælder nok i høj grad kvindelige ledere, som også kan komme til at bruge for meget tid på at tage sig af. Men jeg syntes det kan være svært at sige noget generelt om ledermobning, men vi støder på det indimellem. Ofte hvis der har været nedskæringer og der er meget frustration. Så kan det vendes mod lederen. I nogle tilfælde kan det være vigtigt ikke søge støtte opad i organisationen. Fortælle at der er så meget frustration blandt medarbejderne, og at det kommer ud mod dig. Det kan være sårbart, men nogen gange afspejler det andre problemer. Andre gange handler det om turde være mere ‘tuff’. Det kan være en god ide at få noget coaching, for at afklare om der er noget man selv kan gøre anderledes.

Med venlig hilsen

Peter Koefod
Psykoterapeut og stresskonsulent
Center for Stress og Trivsel

Jeg er i syv sind…. har lige lavet foretaget jeres test ” Er du stresset?”, og var nødt til at svare ja til 13 ud af de 14 spørgsmål. Der var ikke noget at gøre…svarene lå lige for og talte i den grad for sig selv… For ja, jeg lider i den grad af tics( blinker ufrivilligt med øjnene, kan ikke få vejret og tillægger mig forskellige underlige bevægelser, som hele tiden at snøfte eller bøje nakken) hovedpine, søvnløshed, dårligt humør, bekymring for fremtiden og så videre.

Det eneste der glæder mig er at jeg har undgået de sure opstød og halsbranden…:-) Jeg er begyndt at pjække fra mit praktiksted ( går på pædagogseminarium) og fra mit studiejob, og bare en god veninde ringer og forslår en biograftur, føler jeg mig forfulgt og bliver “tosset” over at ” man da aldrig kan få lidt tid for sig selv….” Jeg har en evig klump i halsen og hjertebanken, og mit forbrug af hovedpinepiller stiger brat…..

Jeg er kun 23 år, men føler mig ofte som en gammel kone…. efter at have været meget deprimeret i et halvt års tid for 1 1/2 års tid siden, føler jeg ikke at jeg er blevet den samme festlige, glade pige, jeg var engang… jeg går til psykolog, da jeg ganske sikkert bærer rundt på en masse ubearbejdet inde i mig, som hovedsageligt stammer fra en opvækst med en handicappet søster, og ikke mindst et sæt forældre, der levede som hund og kat og ikke rigtigt så mig.

Det er nok dette, der i virkeligheden stresser mig mest… efter mine besøg hos psykologen kan jeg næsten ikke huske hvad vi har talt om… fortrænger det, og føler aldrig at jeg rigtigt kommer videre, da jeg ikke føler at jeg har tid til at bearbejde den sorg, jeg føler indeni. Kører bare derudaf med 110 i timen, og efterlyder tid til at dykke ind i mig selv, og finde ud af hvad, det er, der gør så pokkers ondt.

Hvad det er, der gør at jeg ikke kan leve et normalt, og bare nogenlunde tilfredsstillende liv. Føler heller ikke at 2 gange 45 min om måneden gør den store forskel…) Min tankegang, syn på livet og på andre mennesker er blevet langt mere kritisk og mørk end tidligere. Føler det er en ond spiral, og at jeg ikke kan styre mine egen tanker derhen, hvor jeg vil…
For tiden bruger jeg det meste af min energi på at finde ud af hvad jeg vil med mit liv. Har ikke længere lyst til pædagogverdenen. Havde det faktisk heller ikke da jeg startede. Det var bare det letteste, da det var det eneste, jeg nogensinde har vidst at jeg for alvor er god til.. Føler ikke den mindste glæde ved det. Har bare heller ikke den ringeste ide om hvad, det så skal være. Har kigget uddannelsesbøgerne igennem mange gange, aner det stadig ikke Får mig sikkert ikke taget sammen til at stoppe med det…. og mens jeg prøver at tage mig sammen går dagene, og jeg får sværere og sværere ved at trække vejret, får mindre og mindre lyst til at stå op om morgenen, og min svimmelhed tager til( har flere gange fået flimren for øjnene, og er så væltet… er blevet undersøgt i alle leder og kanter..fejler intet fysisk) jeg ville ønske jeg havde nosserne til at melde mig som bistandsmodtager, og få tænkt mit liv igennem. med disse tanker melder frygten sig bare også for at jeg så får held med det, som jeg er godt i gang med, nemlig at isolere mig fra omverdenen.

Godt at jeg har en dejlig kæreste, som lytter til mig, ligegyldig hvor meget, jeg beklager mig over livet… Er opmærksom på faren for at have for ondt af mig selv. Det plejer heller ikke at ligge til mig….
Testen sagde ALARM…. Håber at I kan give mig et godt råd

Du lyder som om du er ved at cirkle dig ned i et sort hul!
Jeg er ikke sikker på at et brevkassesvar kan “gøre det” og tænker at du nok er bedre tjent med de 2 timer og 45 min hos psykologen! Hvis du er havnet hos den rigtige psykolog, vil du opdage at arbejdet ikke foregår hos psykologen, men i alle “hullerne” mellem dine besøg – for arbejdet kan kun gøres af dig! Men du kan få hjælp, få støtte og få stillet de rigtige spørgsmål til at lede dig på rette spor!
Hvis du ikke ønsker at arbejde som pædagog, mener jeg du bør afbryde dit studie hurtigst muligt – ingen børn er tjent med en pædagog der ikke vil være pædagog – og du er ikke tjent med at bruge dit liv på et arbejde du inderst inde ikke ønsker at have!!
23 år – hvad er sjovt, dejligt, rart for dig?
Opsøg det – og giv dig tid til at lade glæden trænge helt ind i dig – så kommer svarene om fremtiden – uddannelse, job mm lettere og med færre tilsløringer! Prøv i en uge at lægge mærke til de øjeblikke hvor du ikke har stresssymptomer, forsøg at analysér for dig selv hvorfor de ikke er der lige i det øjeblik! Giv dig selv et “mentalt” klap på skulderen hele ugen for hver gang du gør noget for dig selv som øger dit velvære!
Når du igen har fået energi kan du skrive igen – så kan du lektion 2!!
Held og lykke

Med venlig hilsen

Jeanett Bonnichsen
Psykolog
Center for Stress og Trivsel

Hej

Jeg har i marts været sygemeldt med stress. Jeg gik til psykolog vist 8 gange og er blevet meget klogere af “episoden” og er meget opmærksom på, hvordan jeg har det. Jeg begyndte igen på arbejde på nedsat tid i 2 uger i april, hvorefter jeg havde 2 ugers ferie, så begyndelsen var rar nok. Så begyndte jeg i maj på fuld tid men jeg tog nogle fridage og med alle de almindelige helligdage i foråret, så var jeg kun på arbejde 4 dage hver uge i maj og juni. Arbejdet gik godt. Chefen var glad og jeg havde energi, og huskede at gå tidligt hjem.

Nu er det så juli, og efter en uges ferie, har jeg ingen motivation overhovedet. Selvom jeg ellers er meget pligtopfyldende og produktiv, har jeg meget svært ved at tage fat på opgaverne, og synes de er noget overskuelige. Når først jeg kommer i gang, plejer det at gå fint, men ved opstart af en ny opgave, er jeg utrolig trist og tror jeg ikke kan gennemføre den. Jeg skal virkelig tvinge mig selv til at udføre de første skridt i løsningen af opgaven. Er det almindeligt at få det sådan? Er det en efterraktion på alle de overvejelser jeg har gjort mig om mit liv og min hverdag? Hvordan kan jeg få mit gamle drive tilbage?

De symptomer du opridser i dit brev er netop nogle af de symptomer der kendetegner stress.
Du kan se det som din krops måde at “hjælpe” dig – lige nu – med at huske at holde tempoet nede og være opmærksom på at indføre situationer i din dagligdag, der giver dig energi!

Vi er tilbøjelige til at glemme at fylde “ressourcetanken” med det der er brug for – og kun du ved hvad der fylder din tank….men du skal satse på noget du har det sjovt med, noget du bare gør fordi du kan lide det. Din hjerne – og din krop husker hvad der gav dig stress da det netop er hjernens opgave at beskytte dig mod farer og kroppens at signalere det! Og der er jo en reel fare for at du havner i samme situation som sidst, hvis du ikke nu begynder at handle anderledes, det kan være årsagen til de symptomer du beskriver påvirker dig nu. Det er åbenbart ikke nok at gå ned i tid og mange fridage, der skal også tænkes i andre baner!

En bearbejdning af stress, vil som regel – ud over at fjerne sig fra det der stresser, som også du gjorde – indeholde en tid med refleksion over balancen i tilværelsen. Er der balance mellem de krav du stiller til dig selv, de krav du oplever der stilles til dig fra omgivelserne og de ressourcer du har til rådighed? Afbalancering kan enten foregå ved at fjerne nogle krav eller ved at fylde på ressourcesiden. Du har som jeg hører det arbejdet på at nedsætte kravene. Det er her vigtigt at overveje om det er tid du har brug for eller om der er andre krav du skal/ kan se på? Ressourcer er ikke altid flere faglige kompetencer, ressourcer er i høj grad også det vi kalder “følelsesmæssig intelligens” – altså det at mærke sig selv, kende sig selv og handle derefter.
I håb om at dette vil give dig flere muligheder for at bearbejde den stressperiode du har oplevet, vil jeg ønske dig god arbejdslyst!

Med venlig hilsen

Jeanett Bonnichsen
Psykolog
Center for Stress og Trivsel

Jeg vil gerne vide noget om, hvad langvarig stress gør ved hjernefunktionerne. Hvad sker der fysisk i hjernen? Kan skaderne trænes op igen eller er det endnu en omkostning, jeg skal lære at leve med?
Venlig hilsen og tak.

Et godt og meget vigtigt spørgsmål, som der forskes meget i. Dyreforsøg viser helt klart, at kronisk stress (det vil sige, langvarigt højt stresshormonniveau i kroppen) “sætter” sig på bestemte områder i hjernen og giver celleforandringer eller skade. Når det gælder mennesker, er eksperterne dels uenige og dels usikre. Nogle undersøgelser viser forandringer andre viser ikke noget. En anden uenighed gælder dels spørgsmålet om de forandringer som er fundet, har været til stede før opståen af stress og dels om de er varige eller om de er reversible.

Med andre ord, den fortsatte og nyere forskning vil give os svaret. Stress kan give intellektuelle forstyrrelser (først og fremmest med hensyn til hukommelsen og koncentrationen), men hvornår det bliver til hjerneskade er uvist. Med hensyn til behandling, må det berør på en undersøgelse, som må udrede tilstanden. Sagt på en anden måde, hjernesymptomerne kan skyldes meget andet end just stress.

Konkluderende kan man sige, at alt andet lige, er det godt at undgå eller behandle langvarig stress alene for vores hjernes skyld!

Med venlig hilsen

Gideon Zlotnik
Center for Stress og Trivsel

Jeg har nu siddet og kigget lidt på jeres side og overvejet hundrede gange, om jeg skulle prøve at skrive, i håb om at få et svar.

Det drejer sig om min mand, han er 45 år og selvstændig.
For ca. 40 dage siden gik det galt. Han vågnede en nat og kunne simpelthen ikke trække vejret. Det var i forbindelse med et host. I ugen efter blev han hævet i hovedet, røde øjne, svimmel, hovedpine og var meget træt heletiden, men værst af alt havde han de “anfald” hvor han havde svært ved at trække vejret.

Han var ved lægen to gange og fik at vide, at det nok var influenze. Tredje gang sendte de han op for at få taget røngentbilleder af lungerne. De var meget fine, så han fejlede ikke noget.

Han er stadig meget træt, har hovedpine og “anfaldene” hvor han døjer med at få vejret, er der ca. 10 gange om dagen. Han har meget kort arbejdsdage, for han kan simpelthen ikke holde til det.

Han lyder som i en svine sti, når han får disse “anfald” og derfor er han ikke meget få at komme ud, i frygt for hvad andre tænker om ham.
Hans ellers gode humør er væk, han er bange og fortvivlet.

Vi er stødt ind i en gammel ven, der mente, at det lød som stress.
Det er ligesom derfor jeg valgte at skrive, for at få et svar på, om det kan være stress, og om der er nogen med en lignende situationer.

Jeg kan udmærket forstå din bekymring. Det lyder ret alvorligt. Jeg tror det er mere end bare stress. På en eller anden måde må din mands egen læge gå videre med sagen. Man kan også vælge at henvende sig til lægevagten eller den nærmeste skadestue under et anfald.

Med venlig hilsen

Gideon Zlotnik
Center for Stress og Trivsel

Kære brevkasse.

Jeg er 43 år og var tidligere folkeskolelærer.

Jeg skrev til jer i maj i år, tak for svaret, som har resulteret i en henvisning til arb.med.klinik. Jeg forventer at komme til forsamtale inden for en måned.

Da jeg sagde mit job op for 2 år siden var jeg nedkørt, træt, deprimeret kort sagt udbrændt {har set andetsteds på nettet, at det også betegnes udmattelses depression – hvilket jeg godt kan genkende}

I de forløbne 2 år har jeg langsomt fået det meget bedre. Det går godt med hjemlige/familiemæssige sysler, mine børn (3 stk) trives rigtig godt. De tør tro, at deres mor er en stabil voksen, som også tåler et modspil igen. Alt i alt går hverdagen godt bare jeg ikke har for meget om ørerne.

Men man får jo ikke lov til at gå sygemeldt i evigheder, så kommunen rørte på sig, og jeg følte mig efterhånden også parat til at komme igang med at arbejde igen.
Derfor fik jeg i foråret lavet en revalideringsplan, hvor jeg skulle videreuddanne mig til talepæd., men kort efter studiestart måtte jeg melde fra, da jeg ikke turde negligere mine reaktioner (dårlig søvn, manglende appetit, koncentrationsbesvær, dårlig hukommelse, let opfarende …).

Konsekvensen er derefter blevet, at kommunen har afbrudt udbetalinger, jeg kan dog søge kontanthjælp, hvilker i praksis vil sige 0 kr. da min mand tjener for meget! Og det er svært at få bevilget syge/dagpenge igen, da det drejer sig om psykiske helbredsproblemer. Desuden kan jeg ikke overskue konsekvensen af at mangle mange penge hver måned, så længe sagen undersøges i kommunen.Du ved sikkert hvor langsom sagsbehandlingen kan være. I stedet har jeg tllmeldt mig AF og kontaktet min a-kasse, som gerne vil hjælpe; men problemet er i hvilken grad jeg kan stå til rådighed overfor arbejdsmarkedet. Jeg ved ikke hvor meget jeg kan klare, og hvilke type jobs jeg kan søge.

Vil mine stressreaktioner følge mig? Er det iorden at prøve at fortrænge dem? Eller hvad gør jeg?
Jeg kan mærke, at jeg er blevet meget vægelsindet og har svært ved at holde fast i en idé/beslutning, vil det blive bedre i fremtiden?

Pt. er jeg lidt i syv sind.

På forhånd tak for svaret, jeg håber det kan bibringe mig lidt overblik over min situation.

Først og fremmest vil jeg sige at det undrer mig og det gør mig ondt for dig, at du står i den situation du står i – hermed mener jeg det at du ikke kan få fortsatte udbetalinger fra kommunen og nu står i en situation, der ikke er befordrende for at ændre din stresstilstand. Har det mon været på tale at få en hel – eller delvis invalide-pension? (hvis der ikke er tilbudt anden hjælp end omskoling!) Du har helt sikkert brug for hjælp af hhv terapeutisk/ psykologisk karakter og muligvis også medicinsk hjælp i en overgangsperiode! Når man har været helt nede grundet stress, skal der ikke så mange belastninger til efterfølgende for at havne i samme tilstand igen – derfor er det meget vigtigt at få bearbejdet den situation der førte til stress i første omgang, for at kunne håndtere det siden hen!
Du kan helt sikkert få det meget bedre med den rigtige behandling, det kræver at du er indstillet på at arbejde med dig selv, at du er indstillet på at det tager tid og naturligvis at du finder den rette behandler.
Jeg mener bestemt det er muligt at få dig ud på arbejdsmarkedet igen, men ikke ved at du bare venter til du får det bedre og ikke ved at sende dig på kurser mv uden at du indgår i et behandlingsforløb!
Jeg kan kun beklage at du nu står i en situation der belaster dig yderligere og håber for dig at du sammen med AF / a-kassen/ din læge/ ved egne midler finder en mulighed for at komme ”ud på den anden side”

Med venlig hilsen

Jeanett Bonnichsen
Psykolog
Center for Stress og Trivsel

Profil: 60 år, selvstændig, mand – ingen alkohol, tobak el. motionsproblemer, dvs i fysisk meget god form (ok fra min læge). Der er kun én ansat på kontoret udover mig.

Har været godt i gang med generationsskifte, som nu er væltet, og føler det her ved målstregen af et langt (livs)forløb at distancen er blevet fordoblet. Har fået svaret “ALARM” også i testen i Børsens TREND magasin.

Mit største problem er egentlig den ansvarsfølelse jeg har overfor mine kunder og delvis min familie (den klarer han!) Dvs. ambitionerne er større end energien. Har altid haft lange arbejdstider, men har nu lyst til at lade stå til og bruger megen tid at prøve at få overblik.

Jeg har nu chancen for at finde en praktisk løsning inden for det næste halve år. Kan det normalt anbefales at lige at klare dette også. Jeg prøver disciplineret nu at organisere mine 7 ugentlige arbejdsdage, idet jeg prøver på også at nå andet end arbejde – men altid planlagt. Der er ro på hjemmefronten, idet min kone er lidt i samme situation – og vi går egentlig og glæder os til at starten en anden tilværelse, men det er nu udskudt.

Et hurtigt, godt råd.
Min bopæl gør at jeg ikke har de store chancer for kursus, konsultationer m.v.

Med venlig hilsen

Allan H.

Kære Allan

For mig ser det ud til at du må arbejde på flere planer. En langsigtet, som handler om at finde nogle ordninger, for hvordan du hurtigst muligt kan organisere dit arbejdsliv så du kan komme videre ind i din næste livsfase. Det er jo tydeligvis det du gerne vil. Jeg ved ikke hvad der er gået galt og hvilke branche-muligheder du har der hvor du bor. Men det må være det langsigtede mål. Det virker så vigtigt at du ikke må lade detaljer komme i vejen for det.

Det andet er de kortsigtede handleplaner. Her er det vigtigt at du gør nogle ting for ikke at gå til af stress og modløshed (over at det er blevet udskudt). Jeg vil forslå dig flere ting. du bliver nødt til at starte med at være lidt mindre flink, for at få mere luft. Ellers har du ikke energi til at arbejde på den langsigtede plan. Arbejdsmængden skal ned. Det kan ske ved at sætte prisen på din ydelse lidt op, som enten hæver indtjeningen, eller sænker efterspørgslen. Hvis folk bliver utilfredse, må du forklare dem at du bliver ældre, ikke magter at holde det samme tempo. De er jo velkommen til at bruge en anden. Hvis alle kunderne forsætter hos dig, har du nu flere penge til din rådighed, og kan købe mere hjælp (hvis det kan lade sig gøre der hvor du bor). Således at du give flere ting fra dig. Det kræver måske du slipper noget kontrol, men noget skal jo ændres hvis du skal orke det.

Et andet sted at sætte ind er at arbejde på at sige fra overfor opgaver. Det er ikke nemt når man er det jeg kalder ‘overansvarlig’. Men overansvarlig er ikke det samme, som selvansvarlig. Selvansvarlig er at tage vare på sig selv. Hvis ikke du gør det vil det blive svære at holde din motivation. Men det kan være konfronterende for selvbilledet ikke at være ham der lige klarer alting. Men ham der er ved at blive træt af ræset og vil have luft. Men Allan det er dit liv. Du har mulighederne. Det kræver lidt hård hud på brystet. Det kræver at Allan bliver den vigtigste i den næste tid.

Med venlig hilsen

Peter Koefod
Psykoterapeut og stresskonsulent
Center for Stress og Trivsel

hej,
Jeg er en mand på 27år der nu har indset at det jeg før slog hen som midlertidige muskelsmerter, begyndende influenzaer osv. faktisk er stress. I Jeres test bliver jeg advaret om at fortsætte som nu, da jeg er stresset.

Symptomerne, stikken i og omkring hjertet, lettere åndenød og muskelsmerter, har jeg haft i så vidt jeg husker et år til halvandet. Når jeg ser på det lidt fra oven har jeg svært ved at se hvordan det kan være at jeg har fået det sådan. Jeg elsker mit arbejde (selvom der et par gange om året er pukler på et par måneder med arbejdsuger på op til 90 timer), bevæger mig meget til hverdag og dyrker en del sport. Netop når jeg dyrker sport og er opslugt af arbejdet mærker jeg intet til symptomerne. Jeg har købt lejlighed med min kæreste, vi har begge meget at se til så vi er ikke blevet helt færdige med at gøre den istand og vi rydder lidt for lidt op (for istedet at bruge tid sammen). Altsammen ikke noget der umiddelbart nager mig… men et eller andet sted må det jo samle sig. Jeg har iøvrigt også været alt for dårlig til at holde min ferie på trods af talrige opfordringer fra min arbejdsgiver. Når jeg endelig holder ferie venter så de ting der mangler på lejligheden.

Mit egentlige spørgsmål er… når jeg nu har indset hvad der er galt og er begyndt at ændre på tingenes tilstand, hvor lang tid går der så før jeg forhåbentlig får det bedre ? Jeg ved godt at bare det spørgsmål er et stress-tegn :o)

Jeg har snakket med min nærmeste leder og har fundet plads til den ferie jeg mangler at holde (den ene uge er planlagt til at gøre lejligheden færdig og hyggelig), samt at jeg kan arbejde hjemme nogle dage om ugen hvis det er nødvendigt. Jeg er blevet mere opmærksom på hvornår jeg automatisk skruer farten op (spiser ofte meget hurtigt), spænder i kroppen og bliver utålmodig. Desuden er jeg gået igang med at læse om afspænding og Tai Chi.

Er det gode tiltag eller hvordan skal jeg gribe det an ?

Mvh

. Thomas

Kære Thomas

Tak for dit brev som fortæller mig at du bestemt er på rette vej. Du viser en fin selverkendelse og viser lyst til at tage fat om problemet. Afspændings teknikker er et godt redskab til at håndterer stress med. Det er dog lige så vigtigt, at du og din kæreste har en fælles forståelse af at lægge livsstilen om, ellers forbliver konditionerne de samme og problemet vedligeholdes. Dine symptomer samt din alder taget i betragtning levner ikke megen tvivl om at det er stress der er den udløsende årsag.

Men der er dog enkelte uddybende spørgsmål vedrørende din vejrtrækning, som jeg ville finde relevante inden det hele blev henlagt som stress. Derfor vil jeg opfordre dig til at tale med din egen læge og fortælle om symptomerne.

For at svare på dit egentlige spørgsmål, plejer jeg at sige til mine patienter at det tager mindst lige så lang tid at reetablerer kroppens ressourcer som det har taget at forbruge dem. Du kan se det sådan at du aktuelt befinder dig i det røde felt. Relativt hurtigt vil du føle overskud igen, men da er du kun kommet op i det gule felt. Det kræver en god rum tid mere at få krop og sind tilbage i det grønne felt, hvor der igen kan etableres en sund ligevægt mellem ressource udgift og indtægt.

Med venlig hilsen

Læge Thomas Ankjær
Center for Stress og Trivsel

Hej !
Jeg søgte på ordet stress og fandt Jeres sider.

Jeg er kvinde 35 år, tre børn, har aldrig fejlet noget fysisk. Jeg er dagplejer for yderligere 5 børn og jeg har ved siden af eget firma ( internetbutik ), dvs jeg arbejder ca 70 timer om ugen. Dejlig mand hus o.sv den side fejler ikke noget……

Men – men – men jeg har i ca 10 år lidt af ubehandlet panik angst hvilket efterhånden har udviklet sig til generaliseret angst dvs jeg undgår en masse situationer, fester, handle…..mm, egentlige panikanfald har jeg således kunnet undgå – men det giver jo en vis anspændthed hele tiden at skulle være “på vagt”.

Skriver så til Jer fordi jeg i den sidste uges tid har fået det “underligt”, jeg føler ikke jeg kan trække vejret ordentligt, føler hele tiden trang til at gabe, og når jeg så har hyperventileret en halv dag pga det begynde jeg selvfølgelig at ryste……..til spørgsmålet, kan I ud fra ovenstående sige at mine vejrtrækningsproblemer er stress og udbrændthed, eller skal jeg undersøges af en lunge/hjertespecialist ? Jeg har ikke hovedpine men mange spændinger i nakke, skuldre og altså også i brystmuskulaturen, jeg kan mærke at et par glas rødvin fredag aften letter problemerne derfor kom jeg i tanker om stress, håber I svarer mig.

mvh

Vivian

Kære Vivian

Tak for dit brev. Pyha jeg bliver helt forpustet når jeg læser om dit program, både det der står og det mellem linierne. Mennesket er en fantastisk skabning og når jeg oplever, hvad vi byder os selv undres jeg til stadighed over vores formåen. Men, Vivian, vi har alle et brydningspunkt.

Vores ressourcer er ikke ubegrænsede og hvis vi tærer på dem bliver vi nødt til at få fyldt op igen. Det er sådan, at vi i vores yngre år kan magte meget, men kroppen råber vagt i gevær, hvis vi døvt fortsætter trods advarslerne. At du har kunne holde 10 år med det tempo skyldes formentlig udelukkende, at dine basale rammer har været på plads, som du skriver: dejlig mand, hus osv.

Sideløbende har du dog haft angst problemet og det kan jeg forstå er accelereret over de sidste år. Nu er kroppen så også begyndt at sige fra med åndedræts problemer, rysten myoser osv. Ud fra dit brev kan dine symptomer fint forklares som relateret til en langvarig stress påvirkning, men der er også enkelte mere håndgribelige sygdomme, der kan give samme billede. Hjerte/lunge sygdomme er dog ikke lige det mest oplagte. Stofskifte relaterede lidelser er for eksempel mere nærliggende.

Det er klart, at inden alt det du beskriver henlægges til stress, bør du/I tale med din egen læge. Vigtigst er dog, at du endelig er begyndt at lytte til de signaler din krop sender og får taget fat på problemet, for det forsvinder ikke af sig selv. Det at “falde ned” på et godt glas rødvin efter en hektisk dag gør så men ikke så meget, hvis den slags dage er en sjældenhed. Men når det sker i led med at dulme symptomer som skyldes en generel for stor dagligdags belastning, så er det som at tisse i bukserne når det er rigtig koldt. Det gør kun situationen værre og mulighederne for at løse problemet dårligere.

Med venlig hilsen

Læge Thomas Ankjær
Center for Stress og Trivsel

Jeg er i vildrede med hvad jeg skal gøre.

Jeg tror nok jeg er stresset, men er ikke sikker på det eller om det bare er en eller anden angstting. Min situation er den, at jeg efter en del års ledighed som akademiker, fik mulighed for at tage en elevstilling, hvilket jeg har gjort. Jeg tænkte at det ville være en god mulighed for mig, at komme ud på arbejdsmarkedet igen på en lidt uforpligtende måde, idet jeg et par år tidligere havde en meget dårlig oplevelse ved mit daværende arbejde som underviser. Dengang udviklede jeg nærmest en form for angst over for det at skulle på arbejde og endte med at få et kæmpehold i lænden til sidst, så jeg ‘slap for’ at vende tilbage på arbejde, idet min kontrakt på det tidspunkt udløb. Før den tid var jeg også ledig i et par år efter endt uddannelse.

Denne gang havde jeg faktisk glædet mig til at starte forfra på noget andet, og det gik også meget godt i starten. I efteråret 2003 var jeg i forbindelse med uddannelsen væk 5 gange på kurser af 2-5 dages varighed med hotelophold inden for en periode af lidt over 3 mdr., og jeg kunne allerede da mærke at jeg begyndte at få en lidt ud af kroppen agtig fornemmelse enkelte dage. Senere fik jeg smerter i ryggen og har det konstant nu, så jeg tager smertestillende hver dag. – Det ved jeg af erfaring opstår når jeg er anspændt. Efter jul har det været meget stressende inde på arbejdet med mange arbejdsopgaver, der ligger og venter på os alle. Selvom jeg ‘kun’ er elev får jeg jo de samme opgaver som alle andre, og et eller andet sted er jeg nok den flinke pige, der vil gøre det hele perfekt fra starten af.

Nu sidder jeg så i den situation, at jeg i sidste uge fik det ganske rædsomt og havde en følelse af, at jeg ikke kunne mere. Jeg overvejede at melde mig syg med influenza mandag, men forsøgte at tale mig selv til rette her i weekenden og syntes også søndag, at jeg havde det bedre, og mandag morgen var ikke hverken værre eller bedre end andre.

Men, men, men. Da jeg kom på arbejde, kunne jeg bare mærke at den da vist var hel gal. Jeg fik det som om jeg var ved at besvime og kunne slet ikke overskue at skulle være der hele dagen. Det strammede oppe ved brystkassen så jeg ikke syntes jeg kunne trække vejret helt igennem og det blev ved resten af dagen.

Det skal lige siges at jeg de sidste mange måneder har haft svært ved at falde i søvn om aftenen pga. hjertebanken, og at jeg de sidste par uger har haft det, som om jeg var på rystemedicin, når jeg stod ud af sengen om morgenen, så meget rystede jeg indvendigt. Nå, enden på det blev, at jeg modvilligt fik en snak med min chef, som syntes jeg skulle gå hjem, og så skal vi snakkes ved fredag. Så nu sidder jeg her og ved ikke rigtig hvordan jeg kommer videre.

Jeg har læst om stress, men når det gælder mig selv, ved jeg ingenting. Efter min nedtur som underviser gik jeg til psykolog et års tid, men det her synes jeg er anderledes. Jeg kan godt genkende tristheden og følelsen af at jeg bruger enormt meget energi, men jeg er ikke ved at panikke, som jeg af og til var som lærer, når jeg fik en ny klasse. Men følelsen af, at jeg kun kan klare det igennem ved at sige til mig selv, at nu er der kun så og så længe til kontrakten udløber, så er det overstået, er den samme.

Jeg vil gå til min læge denne uge, men hvad jeg ellers skal gøre ved jeg ikke helt. Skal jeg sygemelde mig længere tid og gå til psykolog igen eller er der andre muligheder? Min chef er meget forstående og vil gerne hjælpe hvis han kan.

Tak for dit brev. Du beskriver meget fint den kobling der er mellem krop og sind.

Når sindet bliver presset er det kroppen der må betale, hos dig i form af lændesmerter, åndenød, rysten osv.

For mig lyder din beskrivelse mere som præstationsangst end som stress.

Du skriver ikke din alder, men jeg vil gætte på at du befinder dig sådan omkring de 40 år.

Mange kvinder er opdraget til, eller jeg tror snart mere at det ligger “indbygget” i jer, at være ansvarsbevidste og pligtopfyldende udover det rimelige. Når kvinder når alderen 35-50 år melder et stadigt stigende antal sig med historier som din. For mange er den udløsende faktor et misforhold mellem de krav der stilles fra omgivelserne og så egen oplevelse af at slå til. Omgivelserne er ofte tilfredse med præstationerne mens der i personen selv raser en kamp mellem at tilfredsstille ydre krav og samtidig finde tid til at tilgodese egne behov.

Som du beskriver det tror jeg ikke helt, at du er kommet ordentligt på plads følelsesmæssigt efter det sidste angstanfald, og nu mærker kroppen igen de samme signaler fra sindet. Det er vigtigt, når man har det som du beskriver, at man kommer i behandling. Det lyder meget fornuftigt, at du har aftalt en tid hos din egen læge, så I sammen kan finde ud af om samtaler er nok i denne omgang eller om du for en periode kan have gavn af medicin.

Med venlig hilsen

Læge Thomas Ankjær
Center for Stress og Trivsel

hej…

Jeg er, som så mange andre her på siden, i syv sind.

Min historie starter i Maj 2003. Efter 1 års barsel med min yngste datter, møder jeg 28 somre, glad, fro og nok meget initativ- og iderig op på min arbejdsplads. Og glæder mig meget til at begynde igen. Imellem tiden er der blevet ansat en 2 år yngre mand, som leder for mig, ikke at jeg har noget imod dette, og synes også at han er en meget fornuftig ung mand. Han har dog måske lidt svært ved at høre på, hvad hans personale prøver at gøre ham opmærksom på – mht. problemer og manglende kommunikation på stedet.Jeg påpeger de problemer der er, for mit eget vedkommende, men føler ikke at der er den store hjælp og opbakning, eller at der sker noget fra ledelsens side. Sommeren over oplever jeg, uden at gøre noget ved det, gentagne gange et galloperende hjerte, åndenød, bliver bange/angst for at der skal ske mig eller min familie noget. Er bange for at lægge mig til at sove, da jeg efterhånden har overbevist mig selv om, at jeg ikke vil vågne op den følgende dag. Det hele ender med en lang grædedag, hvor jeg tilsidst kontakter min nærmeste familie, som får kontakt til min læge og sat mig i behandling medicinsk, samt samtaleterapi. Mit arbejdssted kontakter jeg selv og fortæller, at jeg er ramt af en depression, som skyldes arbejdsrellaterede belastninger- fra både arbejdskolleger og nærmeste ledelse.

Dette sker i september 2003. Jeg får herefter lidt ro til at komme ovenpå igen, men inden længe er både ledelsen og kommunen over mig – da jeg nu har været syg længe nok. På dette tidspunkt er vi fremme ved slutningen af november. Pr. 1. December invilliger jeg i at opstarte på deltid, da jeg begynder at føle mig ovenpå igen. Dette gør jeg frem til 1. Februar 2004, hvor jeg opstarter på fuld tid – lidt presset fra ledelse og kommune igen, men synes selv, at det er ok. Nu står jeg igen i den situation, at jeg er dybt frustreret over min nærmeste leder, den smukke unge mand, som denne gang fortæller mig, at jeg er den der skaber problemerne på min arbejdsplads ved at være for frembrusende, initiativrig og stiller generelt for mange spørgsmål til min arbejdsplads og min leder. Jeg er udemærket klar over, at jeg ikke er populær hos ham, men må også sige, at jeg er dybt skuffet over den behandling jeg nu har fået. Jeg har været til et møde med min leder og får her afvide, at jeg har skabt store problemer ved at flytte rundt på møblementet, hvor jeg ikke havde taget alt øvrige personale med på råd. Jeg har skrevet for meget i en kommunikationsbog på afdelingen og generelt fyldt for meget i afdelingen, samt sat spørgsmålstegn ved for mange ting – som jeg ikke burde gøre nu, da jeg just er vendt tilbage på arbejde. Ligeledes blev jeg opfordret til, at tale mindre frembrusende, da jeg ville gøre mine arbejdskoller bange for mig. Efter en dags tænkepause konfronterede jeg min leder igen og spurgte til, om der var nogen der havde beklaget sig over min væremåde, mit arbejde min fremtoning, om der var nogen der var bange for mig. Svaret var – som ventet – det var der ikke, men at det var formodninger om, hvad der kunne ske og ville ske, hvis jeg ikke stoppede.

Jeg gik fra mit arbejdssted endnu engang dybt frustreret over de beskyldninger der viste sig ikke at være hold i. Dagen efter blev jeg ringet op af min leder – igen – der i pæne vendinger fortalte mig, at han var ked af og lidt chokeret over det der var sket dagen før. Samt bad mig møde ind til en lille samtale senere. Jeg mødte op og blev endnu engang opfordret til ikke at tiltale ham på den måde, da han i allerhøjeste grad havde følt sig overfuset og udskældt. Dette blev ikke tollereret, da han, som han selv sagde “jeg er din leder, og hvad jeg beder dig om at gøre det skal du efterleve, jeg har været leder her på stedet i 2 år og du er først lige kommet” Her er blot en lille hage, jeg har arbejdet på stedet 2 år før han kom og har aldrig mødt så meget rod og frustrationer på stedet som nu. Efter at have talt sammen i kort tid blev endnu en leder kaldt med til samtalen, hvilket undrede mig da vedkommende ikke har med mig at gøre. Her fik jeg hurtigt af vide at det var for – endnu engang – at fortælle mig at jeg havde handlet urationelt og om ikke skyldtes at jeg var ved at blive “syg” igen, hvilket jeg måtte sige nej til. Dertil fik jeg det spørgsmål, om jeg følte jeg havde for meget energi i nærmest overstatisk niveau(alla manisk). Oven på dette spørgsmål, fik jeg blot afvide at jeg skulle se at smøge ærmerne op og komme videre.

Endnu engang er jeg gået fra mit arbejdssted dybt chokeret og frustreret. Jeg har udspurgt mine kolleger om der var ting ved mig man ikke kunne lide og gav dem forklaringen hvorfor jeg spurgte. Alle nærmeste var dybt rystet og enkelte har tænkt sig at henvende sig til lederen da de føler lige så stor andel i “de opståede problemer” og ikke mener at jeg har hele ansvaret og skylden. Pragtfulde kolleger, som jeg er meget taknemmelige for. Jeg sidder blot her tilbage og skriver – i syv sind – da jeg ikke aner hvad jeg skal stille op. Jeg kan ikke finde ud af, om det er mig der er problemet eller hvad det er. En ting forsøger jeg at klamre mig til – det er jeg vil ikke opleve at have det så dårligt igen , som jeg havde i september. Et simpelt spørgsmål til jer er, hvad vil I råde mig til i den situation jeg er i nu, hvor jeg sidder her og skriver mine oplevelser ned, samtidig med at tårerne triller ned ad mine kinder?

Har jeg misforstået noget i denne sammenhæng, eller er dette ikke hvad der kaldes mobning på arbejdspladsen og i værste fald fra ledelsen. Vil det koste for meget på mit eget helbred og ellers lyse og glad sind, at blive. Jeg er ellers glad for det arbejde jeg har som omsorgsmedarbejder på et demensafsnit. Eller skal jeg kaste håndklædet i ringen og søge nye græsgange, da min åbenhed omkring min sygdom nu bliver brugt som skyts mod mig for at få mig til at tie. Er det kun mig der synes at der er et problem mellem medarbejder og ledelse, eller er det generelt problem på mange arbejdspladser?

Kærligste hilsner

Vivian

Kære Vivian

Det lyder som en meget ulykkelig situation du er havnet i og ét er sikkert, situationen skal ændres hvis ikke du og din familie skal “gå ned” på grund af den problematik du beskriver. Jeg vil sige at det er meget svært at besvare og rådgive i en så kompleks sag som din i en brevkasse.

Min første tanke er at du har brug for at diskutere situationen med en professionel, en der kan sidde ansigt til ansigt med dig og få stillet en masse spørgsmål til situationen som helhed og især til dig og dit velbefindende! Vi er jo altid medspillere i de situationer vi havner i og det lyder som om du og din nye leder ikke har fået afklaret hvordan jeres forhold skal udspille sig i hverdagen, det vil sige hvad han forventer af dig og hvad du forventer af ham. Du kommer tilbage – frisk og ved godt mod, som du skriver, men kommer tilbage til en forandret situation. Ny leder, med nye tanker om såvel arbejdet som ledelsesstilen. Det er hvad jeg læser af dit brev. Jeg ved ikke hvordan du har grebet den nye situation an, men det fremgår i hvert fald, at det du har gjort ikke falder i god jord.

Mit råd til dig kan være at du går til lederen og beder om en samtale, hvor du forinden fortæller at du gerne vil få hverdagen til at fungere og at du derfor vil bede ham tænke over hvilke forventninger han har til dig, din arbejdsindsats og dit sociale engagement på arbejdspladsen. Du skal til gengæld gøre dig tanker om dine forventninger til ham som leder, hvilken kommunikation du forventer, hvilken støtte du forventer mm. Du skal også gøre dig tanker om de forventninger du har til din egen arbejdsindsats og dit sociale engagement i dagligdagen og melde det til ham. Her fra er der måske mulighed for at få afklaret hvilke ubalancer der ligger mellem jer og eventuelt mulighed for at få dem justeret så i kan få en god hverdag til at fungere – sammen! Som jeg skriver i starten er dette ikke den optimale måde at møde dit problem på, det kræver at der er mulighed for at afdække situationen mellem dig og din leder i højere grad gennem spørgsmål. Men held og lykke med hvad du nu end gør ved din arbejdssituation.

Det vigtigste er at du gør noget for at sikre en god hverdag for dig og din familie, så de ikke også rammes af din arbejdssituation!

Med venlig hilsen

Jeanett Bonnichsen
Psykolog
Center for Stress og Trivsel

Hej Center for Stress!

Jeg har nogle spørgsmål om eftervirkninger på stress, eller som min læge kalder det akut belastningssyndrom.

Men først lige en kort beskrivelse af min situation. I. 2003, blev jeg spurgt om jeg kunne tænke mig at blive daglig leder for halvdelen af den gruppe som jeg havde været ass. daglig leder for, hvilket jeg efter grundig overvejelse sagde ja til, efter at have givet nogle betingelser til hvad jeg havde brug for fra min ledelses side for at kunne bestride dette job.

Allerede efter 1 mdr. var jeg kørt ned af stress. Efter at have brudt sammen på arbejde gik jeg til egen læge. Han opfordrede mig til dagen efter at henvende mig til min chef for at fortælle ham hvordan jeg havde det, og så skulle jeg komme hos min læge igen ugen efter. Dette gjorte jeg og synes jeg havde en god snak med min chef, og vi aftalte at mødes igen om mandagen, hvor så min afdelingsleder også kunne deltage. Også denne samtale forløb godt og vi aftalte at jeg skulle tilknyttes forvaltningens arbejdspsykolog, så hun kunne være med til at kortlægge hvad der var til grund for min stress. Efterfølgende fik jeg også noget med vejledning fra en ældre kollega, og det var godt.

Jeg havde næsten alle symptomer på stress i mere eller mindre grad. Arbejdspsykologen og jeg fandt ud af at citat: ” Årsager til Jettes stress:
“Jette og jeg har talt om forhold i privatlivet og på arbejdet. Det er forhold på arbejdspladsen, der ligger til grund for Jettes stress. Den tungeste belastning skal findes i forhold til Jettes opstart som daglig leder. I forhold til kortlægningen af Jettes psykiske arbejdsmiljø har Jette skulle varetage opgaver, som hun ikke har været klædt på til at udføre. Det er udover konkrete administrative opgaver særligt personaleledelse, Jette har manglet redskaber til at varetage. Der har i denne periode ikke været den fornødne støtte og sparring.” – citat slut

Efterfølgende afholdte arbejdspsykologen 2 møder med mine arbejdsgivere uden resultat og lydhørhed for overnævnte. Efter det første møde blev jeg sygemeldt, da havde jeg været på arbejde 1 mdr. efter mit sammenbrud på min arbejdsplads. Jeg var omkring hver anden uge hos min læge til samtale og han foreslog at jeg skulle begynde hos en privat praktiserende psykolog, hvilket jeg startede med samme uge jeg blev sygemeldt. Efter andet møde med mine arbejdsgivere, fik jeg koblet den faglige sekretær fra min faglige organisation på min sag, og hun deltog i det næste møde, hvor vi fik lavet aftale om at jeg skulle have fred til at behandlingen hos psykologen kunne virke og vi aftalte at mødes igen først i det nye år, hvor vi så skulle aftale hvad der videre skal ske og om jeg var nået frem til en beslutning om hvordan jeg ville videre frem.

Den beslutning fik jeg taget lige før jul og det er blevet at jeg gerne vil vende tilbage til et job som social og sundhedsassistent et andet sted i byen. Den aftale fik jeg lavet med min chef her først på året. Jeg føler at det er den bedste beslutning for mig. Af den liste jeg har lavet for mig selv (i dette forløb) om hvad det skulle til for at jeg kunne vende tilbage til daglig leder funktionen, ville jeg kun kunne få få ting opfyldt og så fandt jeg ud af at der er flere positive ting ved at vende tilbage til mit fag end der er ved at være daglig leder.

Her i tirsdag talte jeg i telefon med min tidligere nærmeste kollega. Efter denne samtale kunne jeg mærke at jeg var blevet påvirket af at tale med hende og høre om hvordan det gik. Det overraskede mig noget at jeg alligevel reagerede på denne samtale, med at føle dårlig samvittighed overfor hende og mine tidligere medarbejdere over at jeg havde været nødt til at sygemelde mig, for jeg troede at jeg var ovre det. Det der også gjorte det var at hun gav udtryk for at jeg bare skulle have blevet ved med at gå på arbejde, jeg føler lidt at hun mener jeg har givet for let op, det mener jeg ikke selv for det ville være at svigte mig selv og i det lange løb også medarbejderne hvis jeg havde fortsat. Jeg prøvede at forklare at jeg bare ikke kunne gå på arbejde, kroppen sagde fra.

Så mit første spørgsmål: Er det normalt at have det sådan, også selv om den beslutning jeg har taget føles rigtig?

Nu er det sådan at selvom jeg helt klart mener at det er det rigtige for mig, for at finde mig selv igen at starte på en frisk som social og sundhedsassistent, i første omgang på ½ tid og siden på fuld tid. Så er jeg nervøs for dette og jeg har talt med min psykolog om dette, er stadig i behandling. Har ikke rigtigt kunnet finde ud af hvorfor jeg er nervøs for at opstarte. Nu har jeg siddet og funderet noget over det, og jeg tror det har noget med at gøre at jeg føler mig mere følsom og måske er bange for hvad der sker hvis jeg mister el. føler jeg er ved at miste overblikket, og hvordan jeg vil reagere.

Så mit andet spørgsmål: er det en normal reaktion efter stress at have det sådan og hvad kan jeg gøre for at jeg kan føle at jeg kan bevare overblikket?

Min hukommelse og koncentration er heller ikke hvad den har været: hvad kan jeg gøre for at det kan blive bedre?

Det går meget bedre nu heldigvis, men det er nu svært at når jeg lige tror at nu går det godt, så får jeg en påmindelse. Og så er det jeg bliver usikker igen, fordi mine følelser igen spiller mig et pus. Med fornuften kan jeg jo forholde mig “fornuftigt” til det hele, men følelserne!

Ja det blev jo noget af et langt brev, og jeg håber I har mulighed for at hjælpe mig med nogle af mine spørgsmål. Det er ikke nemt dette her.

Måske det kunne være godt med et forum for stressramte. Jeg har haft glæde af at læse om hvordan andre stressramte har haft det og taklet det, som så har jeg ikke følt mig alene og forkert. For der er andre som har haft næsten lige sådan som mig.

Med venlig hilsen

Jette, 43 år

Hej Jette

Der er mange dele i din historie, og du spørger om flere ting.

Der er noget stress-relateret i det du skriver om, og noget følelsemæssigt. Med din følelse af skyld, usikkerhed på om du kan klare det i fremtiden. Dine reaktioner har for mig at se noget med begge dele at gøre. For når vi har været for stressede i en periode, nedsættes vores modstands kraft mod mange ting. Vi bliver udkørt, nemmere syge, men også mere sårbare og har svære ved at koncentrere os. På en måde er det som om at den grænse vi har overfor omverdenen bliver tyndere. Så tingene nemmere vælter os, kommer for langt ind i os. Som når din chef bebrejder dig at du ikke tog dig sammen. De negative og sårbare følelser kommer til at fylde mere. Robustheden ryger og vi magter ikke at tænke klart, at skille tingene ad. Så ryger selvtilliden og følelsen af at kunne noget som helst.

Det vi i stedet havde brug for når stressen har slugt os, er tid til at komme os, ikke føle pres udefra. Den kan være svært for vores omgivelser, specielt hvis de også er pressede. Men når man er dér hvor du er, gør pres det bare være. For det du og din hjerne har brug for er tid, fred og ro til at komme sig. Så desto mere du kan give dig selv det med god samvittighed, desto hurtigere vil du komme dig.

Jeg har en øvelse, som jeg selv og andre har haft glæde af når man føler sig presset udefra. Sæt dig ned luk øjnene og forestil dig at du tegner en streg hele vejen rundt om dig selv. Alt det der ikke hører til dig, bliver sat uden for stregen: Krav og forventninger fra andre mennesker. Krav til dig selv, som du ikke kan eller vil honorere lige nu: Ud med dem. Kan du ikke få smidt alle kravene ud, så prøv at forestille dig at nogen du stoler på hjælper dig.

Så svaret på det første spørgsmål er, ja det er helt normalt. Beslutningen er rigtig, men du kan ikke beskytte dig mod omverdenens forventninger. Måske er du en person som har lært at leve op til det der forventes af dig, mere end at passe på Anne. Så er du ved at gøre noget nyt, som altid er svært i starten. Det er min overbevisning at hvis vi alle var lidt bedre til at mærke og stå ved når vores grænser var nået, så var der ikke så meget stress i Danmark. Vi slås ikke kun med den ydre fjende, men også den indre moralske pegefinger. Følelsen af ikke at være Ok, hvis vi ikke kan leve op til det.

Så til dit andet spørgsmål, ja det er almindelige reaktioner efter stress. Hjernen har været overbelastet, trænger til ro. Men nogen gange kan det være mere stressende at være derhjemme, og blive ædt af skyldfølelsen, end at begynde at arbejde lidt. Men det kan du ikke med dit ben. Så du bliver nødt til at være lidt nænsom ved dig selv, for desto hurtigere kommer du ovenpå igen. Prøv at nyd situationen, som kan give dig mulighed for helt at komme dig kropsligt og mentalt. Køb evt. et afspændingsbånd, lyt til det hver dag, det er godt for krop og hjerne.

Med venlig hilsen

Peter Koefod
Psykoterapeut og stresskonsulent
Center for Stress og Trivsel

Hej….

Jeg har lige et par spørgsmål. Håber jeg får svar!!!

Hvorfor bliver stress mere og mere udbredt?

Og kendte man til stress, som vi har det i dag, i gamle dage?

Venlig hilsen, Karen!

Kære Karen

Stress har man altid kendt, da det altid har været en vigtig evne at have. Stressens første fase kendes også som ‘Kamp eller Flugt-reaktionen”, og den stammer helt tilbage til den gang vi sloges mod sabeltigre. Nogen mennesker har igennem historien været stresset af årsager, som ligner nogen af dem vi har i dag. I 60’erne snakkede man f.eks en del om ‘at stå af ræset’. Nogen erhversgrupper har også før i tiden været udsat for alvorlig stress p.g.a arbejdet. Tænk på direktøren med mavesåret, eller samlebåndarbejdere udsat for tidsmålinger.

Alligevel er situationen nok speciel i dag sammenlignet med f.eks 60’erne. En langt større del af os er bundet op på erhversarbejde. En almindelig børnefamilie arbejder i dag 80 timer om ugen sammenlignet med 60’erne hvor tallet var ca. 50 timer pr. uge, hvor flere jo gik hjemme.

Arbejdet har ændret karakter på mange måder. Ny teknologi, computere, email og mobiltelefoner spiller en stadig større rolle, og har indflydelse på hvordan vi arbejder og tænker. Men nok så vigtigt, så har stadig flere danskere et arbejde som er forskelligt fra 8-16 timers jobbet. Færre mennesker betragter i dag deres arbejde som et ‘lønarbejde’, hvis væsentligste funktion er at hive lønnen hjem. Undersøgelser viser at ikke mindre end 4 ud af 5 danskere vil gå på arbejde selvom de har penge nok.

Mange jobs indebærer i dag ansvarlighed, selvstændighed, entusiasme og ildhu. Følelsen af ansvar slutter ikke altid når vi forlader arbejdspladsen. Hjernen efterlades ikke på arbejdspladsen men fortsætter gerne med at tænke over problemerne, også når vi er hjemme. På den anden side er hjemmet heller ikke længere den afslappende oase, som det – især for mange mænd- var før i tiden. Nye krav og ambitioner har meldt sig. Vi skal kunne udfylde mange roller, og tage stilling til mange ting i hjemmet også. Stadig flere mennesker har i dag svært ved at slappe ordentlig af, også når de er hjemme.

Dem måske nok væsentligste årsag til problemerne idag skyldes dog de økonomiske forhold. I det private erhversliv er konkurrencen skrappere end nogensinde, og en medarbejders arbejdsevne bliver forsøgt udnyttet fuldt ud. I det offentlige har de senere års mange besparelser haft det sammen resultat på ministerierne, sygehusene, kommunerne osv. Når der ikke er balance mellem krav og ressourcer har stressen desværre gode vilkår.

Med venlig hilsen

Finn Nøhr
Center for Stress og Trivsel

Jeg hedder Anette, er 36 år og arbejder på en arbejdsplads som jeg er enormt glad for. Jeg har været der 6 mdr. Vi har lige haft Camilla Ritzau fra jeres center ude og holde foredrag, som var fantastisk godt, det satte noget i gang hos mig.

I 2001 og 1½ år frem arbejdede jeg i et firma hvor arbejdsforhold/klima var så dårligt at jeg stoppede, hvilket mange andre også gjorde, men i den sidste tid jeg var der fik jeg konstateret for højt blodtryk, var tit svimmel, hjertebanken og havde hovedpine.

Nu er det jeg tænker på om det kan være langvarigt stress, da jeg stadig har nogen af symtomerne, og aldrig har gjort noget ved det og heller ikke min læge. Nu er mit spørgsmål, hvad skal jeg gøre?? Kan man stadig godt have stress selvom det er så lang tid siden??

Jeg håber i kan give mig nogen svar.

Med venlig hilsen Anette

Kære Anette

Tak for dit brev. Inden jeg svare dig på dit spørgsmål, om du kan være stresset eller om der kunne være en anden årsag til dine symptomer, vil jeg lige liste præmisserne for mit svar.

Jeg forudsætter, at du trives i din nuværende stilling, at du har det godt med dine kolleger, at du nu glæder dig til at komme på arbejde. Jeg forudsætter ligeledes, at du og dine nærmeste er i trivsel, at din boligsituation og din økonomi er stabil og at du ikke tager medicin eller har et misbrug (alkohol, extasy el. lign.) Der kan jo være mange andre grunde end bare lige ens job som kan udløse/vedligeholde stresslignende tilstande.

Endvidere forudsætter jeg at de symptomer du har, er dem du nævner og ikke for eksempel; dårligt søvnmønster, træthed, koncentrationsbesvær, dårlig appetit, ulyst ved at deltage i sociale sammenkomster og lign. Stress hormoner virker dels ved direkte påvirkning på kroppens organer og dels ved at mobilisere hjernens lagre af neurohormoner. Stresshormonet (cortisol) bliver nedbrudt relativt hurtigt: timer til dage – og den direkte effekt af stoffet vil derfor hurtigt aftage, såfremt man kommer effektivt væk fra det miljø der har udløst tilstanden.

Hvis man er udsat for en længerevarende stress påvirkning vil man ofte udvikle symptomer, som du beskriver, men tillige symptomer som dem jeg har nævnt. I efterforløbet vil de symptomer jeg beskriver oftere være tilbøjelige til at “blive hængende” mens hovedpine, hjertebanken og højt blodtryk vil rette sig indenfor de første måneder. Alt i alt er det, under forudsætningerne, ikke det mest sandsynlige, at du fortsat skulle have stress. Jeg vil foreslå dig at du taler med din egen læge og får kontrolleret dit blodtryk samt tage en stofskiftehormon prøve.

Med venlig hilsen

Læge Thomas Ankjær
Center for Stress og Trivsel

Børn kan ligesom voksne udvikle stress, men signalerne er ikke helt de samme.

Vi voksne skal lære at tyde vores børns signaler og turde bede om hjælp fra omgivelserne.

Børn har også brug for en anden form for hjælp til at komme i balance igen end voksne har – og med lidt forståelse af hvad det er der skaber problemer for barnet, vil også redskaberne til at hjælpe være lettere tilgængeligt for den voksne der skal støtte barnet i processen.

Af Lisbeth Lenchler-Hübertz, psykolog og Lene Bjerring Bagger, familiekonsulent

Børn og stress
Da man startede med at sætte fokus på stress og den indflydelse det kunne have på folks trivsel og sundhed, blev børn sjældent inddraget i debatten. Jo som noget af det, der kunne medvirke til forældrenes stressniveau, men det at børn også kunne have stresssymptomer blev sjældent nævnt.

På daværende tidspunkt arbejde vi på børneafdelingen på Hillerød Sygehus, primært med børn og psykosomatik, dvs børn der kom med typisk hovedpine eller mavesmerter uden man kunne finde en fysisk årsags-sammenhæng. Vi så også en del børn med mere atypiske symptomer, såsom besvimelser eller føleforstyrrelser.

Efterhånden som vi arbejdede med og udviklede behandlingsmetoder, samtidig med at vi læste om stressteori, blev flere og flere ting åbenlyse for os. Ved at inddrage stressperspektivet viste der sig meningsfyldte forklaringer mellem børnenes hverdag, belastningerne og de fysiske klager.

Symptomer
Børns stresssymptomer ligger tæt op af de voksnes, men adskiller sig alligevel lidt, idet nogle symptomer er hyppigere i forskellige aldre.
Mindre børn – børnehavebørn og skolestartere klager ofte over diffuse mavesmerter centreret omkring navlen og en del har forstoppelse.
De lidt ældre børn klager oftere over hovedpine. Fælles for mange af børnene i alle aldre er deres manglende overskud og en generel tristhed. Mange ryger ud i konflikter, har svært ved at høre efter og huske, hvad der f.eks. er blevet undervist i og deres humoristiske sans minimeres, især hvis humoren går på noget, der kommer tæt på barnets person. Overskuddet til at kunne have en humoristisk distance til sig selv er væk.
Børnene giver ofte udtryk for en oplevelse af opgivenhed. De har qva deres alder og opvækst få erfaringer med sig til at håndtere de svære situationer, de oplever i hverdagen. De råd og det samspil de har haft med voksne har af mange forskellige årsager ikke givet dem den fornødne støtte til, at de kan eller tør tro på, at situationen kan ændres.
I stedet har børnene forsøgt med de redskaber de havde til rådighed, at håndtere livet så godt de kunne. For nogen lykkes det, for andre viser belastningerne sig som adfærdsmæssige og/eller fysiske symptomer

Adfærdsændringer hos børn med stress

ændret adfærd
tristhed
irritabel / opfarende
opmærksomhedskrævende
indre og ydre uro
manglende koncentration
manglende overblik / glemsomhed
trækker sig socialt
overansvarlige børn
Fysiske stress-symptomer hos børn

mavepine
hovedpine
afføringsproblemer
ændret spisemønster / søvnmønster
ledsmerter
kvalme
nervøse trækninger
forværring i kroniske sygdomme
nedsat immunforsvar

Årsager
Men hvad er det så, der især presser børnene og som de ikke får den fornødne hjælp til? Hverken forældre eller de øvrige voksne der er omkring børnene har jo noget ønske om at skabe stress hos børnene. Tværtimod.
Årsagerne er mange og højst individuelle, da børnenes personlighed, ligesom voksnes, spiller ind, når man taler om robusthed og modstandskraft f.eks. omkring en skilsmisse. Nogle børn har let ved at tilpasse sig og få hverdagen til at fungere, for andre kan ændringer tage lang tid at vænne sig til og de gør sig mange tanker.
Konflikter i familien presser rigtig mange børn. For hvad skal de gøre for at få det til at stoppe. Helt ned til spædbarns alderen kan børn ubevidst forsøge at stoppe konflikter f.eks. ved at fastholde forældrenes fokus omkring spisning. Så længe barnet ikke spiser, er forældrene optaget af det.
Mobning i skolerne forekommer desværre stadig. Oplevelsen af at være udenfor fællesskabet, isoleret har dybtgående alvorlige konsekvenser for børnene. Mange børn fortæller, at de synes, de har bedt om hjælp, men ikke fået den og dermed i stedet opgivet.
Børn med særlige vanskeligheder, f.eks. børn der har svært ved at aflæse situationer og tilpasse sig den sociale kontekst, vil uden hjælp og oversættelse fra de voksne ofte sidde uforstående tilbage uden redskaber til at komme videre.

Særlig belastende for børn

Frygten for at blive forladt
Oplevelsen af manglende social støtte, når udfordringen er for stor for barnet
Skift og adskillelse fra væsentlige omsorgspersoner
Voldsomme begivenheder og konflikter
Oplevelsen af isolation
Negative reaktioner fra jævnaldrende eller voksne
Behandling og forebyggelse
Forebyggelse er her, som i de fleste andre sammenhænge langt at foretrække, men ikke altid en mulighed. Meget kan dog tages i opløbet inden børnenes symptomer bliver for fastlåste, hvis de voksne omkring børnene er opmærksomme og forstår/formår at sam-arbejde.

Grundlaget for et godt samarbejde mellem forældre og daginst./skole skal lægges allerede ved den første kontakt inden problemerne opstår. Ved at inddrage forældrenes viden om deres barn og de observationer man som personale har gjort sig i den første tid, får man skabt grobund for at kunne tage evt. tidlige tegn på stress og mistrivsel op, kunne undre sig og reflektere sammen over de ændringer barnet viser.

Samarbejdet er helt afgørende for børnenes trivsel. Drejer det sig om familier, der i forvejen er hårdt ramt af forskellige belastninger og hvor de voksne selv kan svært ved at overskue situationen, bliver de ekstra vigtigt, at der er andre voksne, der er opmærksomme på barnets signaler.

I den direkte kontakt med børnene kan der arbejdes på barnets egen oplevelse af mestring. Ved at spørge ind til barnets oplevelse og oversætte evt. situationer for barnet ved at ”låne” barnet ordene for følelserne f.eks.: ”nogle børn har det sådan, at det kan være svært at høre hvad læreren siger, når man har hovedet fuld af tanker, kender du det?” eller ”når der sker noget, man ikke har prøvet før, så er der mange børn, der kan få ondt i maven…” Hermed kan barnet opleve at det ikke er det eneste barn i verden, der får det sådan. ”Jeg ved hvad der nogle gange har hjulpet andre børn…..”. Ved sammen med barnet at finde frem til nogle hjælpeting, barnet kan gøre, når livet bliver for svært, får man givet barnet en oplevelse af, at det ikke længere er overladt til skæbnen, men selv har indflydelse på situationen.
Altafgørende for barnet er og bliver det dog, at opleve, at det ikke længere står alene i kampen, men at der er voksne omkring det, der støtter, lytter og hjælper, når livet bliver for indviklet.

Kære brevkasse.
Jeg skriver dette brev i håb om at blive lidt klogere mht. stress- symptoner etc.

Min kæreste har i efterhånden en del år haft svært ved at sove om natten. Vi har prøvet flere forskellige ting for at afhjælpe problemet, bla. koffeinfri kaffe, naturmedicin mod søvnmangel, og massage inden sengetid. Intet af dette har hjulpet på søvnproblemet og jeg tror da også selv det stikker dybere end som så. Han kan sagtens falde i søvn når vi går i seng, men vågner mindst 5 gange i løbet af natten.

Efter at have set et program i fjernsynet om stress, var der pludselig en masse ting jeg kunne nikke genkendende til. Flere af stress-symptonerne der blev nævnt, kunne relateres til min kæreste, såsom irritabelhed, manglende koncentration (dog mest i hjemmet), søvnmangel, manglende interesse for hverdagsting, svingende appetit og jævnlige problemer med maven. Men jeg synes bare stress er en stor ting at komme frem til, ud fra disse ting og bliver derfor meget i tvivl. Ingen af os ved jo ikke særlig meget om stress.

Min kæreste en lidt af en perfektionist på hans arbejde og ynder altid at gøre tingene fuldt ud. Derhjemme er koncentrationen knap så stor, men det store problem er dog søvnmanglen. Det sætter en dæmper på mange ting og resulterer ofte i diskussion i forholdet. Jeg ved ikke om I kan konkludere noget ud af de ting jeg har skrevet, men håber I eventuelt har lidt gode råd angående håndteringen af søvnmangel. Det har fyldt alt for meget, i alt for lang tid.

MVH Maiken

Kære Maiken og kæreste

Stress og søvnproblemer er rigtig gode venner, og følges ofte ad. Så det er meget sandsynligt at en indsats mod stress, vil gøre en forskel for jer. Mangel på søvn er samtidig en kilde til lettere stress, så der kan let blive tale om en dårlig cirkel.

Stress kan påvirke søvnen på flere måder:

– Et overskud af stresshormoner i kroppen vil give en urolig søvn. Her vil motion efter arbejdstid måske kunne hjælpe, da det forbruger de overskydne stresshormoner. En rask gå eller løbetur, svømning, cykling m.v. , er godt. Motion vil også hjælpe til en bedre afspænding efterfølgende.

– En anspændt krop vil ikke give hjernen fred, fordi hjernen opfatter anspændtheden som en advarsel om problemer der skal holdes øje med. Udover motionen kan afspændingsøvelser måske hjælpe. I kan finde en CD i vores butik med øvelser af et kvarters varighed, eller prøve på biblioteket.

– En hjerne som fortsætter med at tumle med dagens problemer er en dårlig sovekammerat. Det er altså vigtigt at få lagt tingene ordentligt på hylden, eller rettere ud af hjernen. Bare det at skrive de uløste arbejdsopgaver ned på et papir vil gøre en forskel for hjernen, da den nu ved at tingene nok skal blive husket. Læs i en god ukompliceret bog før du sover. Så har hjernen den at arbejde med i stedet for. Meditation er en måde at få hjernen til at slippe problemerne. Under meditation (20-30 min) vil dagens mange tanker uværligt presse sig på. Dette kan man lære at man at håndtere, og efterfølgende undgå at tankerne kommer tilbage om natten. Der findes mange former for meditation, f.eks www.acem.dk. . Der er andre gode råd her, som i måske kan bruge: Sørg for at lægge alt anstrengende tænkearbejde på hylden i god tid før sengetid. Sov i et køligt rum, som ikke benyttes til så meget andet end søvn. Undgå kaffe, the og cola efter kl. 19:00. Få regelmæssige sengevaner. Ja der er selvfølgelig flere, og biblioteket har også bøger om søvnproblemer.

Endelig vil jeg da nævne en simpel metode, som jeg har selv har haft glæde af når jeg er vågnet om natten. Metoden går ud på at koncentrere sig om at tælle baglæns – stille og afslappet inde i hovedet – på hver udånding. F.eks. starte med 15. Derefter 14 o.s.v., ned til 1, og så starte forfra. Hvis du mister tællingen fordi din hjerne har fået en anden tanke, som den synes den bare må tænke, så tving den stille og roligt tilbage og start forfra fra 15. Bliv ved, og pludselig… sover du igen!

Held og lykke.

Med venlig hilsen

Finn Nøhr
Center for Stress og Trivsel

Hej

Jeg er en del stresset og får cipramil (lykkepiller) som har givet mig livsmodet tilbage. Jeg lider meget af spændingshovedpine, halsbrand og fornemmelsen af at skulle kaste op, dette sker dog sjældnere, hvis det sker, er det mavesyre.

Nu er jeg blevet testet hos lægen, da jeg har en del hjertebanken. Lægen sagde, at den hjertebanken skulle jeg kun have, hvis jeg havde deltaget i et marathonløb. Mit blodtryk var lidt forhøjet 140/100. Jeg fik taget prøve på om mit stofskifte var ok, og det er det. Men jeg er meget nervøs for den hjertebanken og føler også, at jeg let bliver forpustet. For nogle år siden fik jeg mit kolestorol tal mål og det var meget fint.

Grunden til at det blev målt var, at min far døde af åreforkalkning i en tidlig alder og min bror, som er 10 ældre end jeg, i dette år, har fået bypass. Min læge mener at jeg har hjertebanken på grund af mit stress. Kan man virkelig have det af stress?

vh. Ingelise

Kære Ingelise

Din hjertebanken kan sagtens skyldes stress. Det er ikke ualmindeligt at længere tids stress kan vise sig ved et galopperende hjerte. En tilstand der ovenikøbet kan vare ved, også noget tid efter at selve årsagen til stressen er ophørt.

Du får medicin, men du skriver ikke noget om hvor din stress stammer fra, eller hvad du gør for at lægge dit liv om.

Måske har du brug for at snakke med én terapeut eller en psykolog, for at komme ind til sagens kerne. Hvis ikke du selv kender nogen, så har vi nogen tilknyttet vores center. Du kan finde nogen af dem på vores hjemmeside under ‘Personlig hjælp’.

Med venlig hilsen

Finn Nøhr
Center for Stress og Trivsel

Hej

Jeg har i længere tid haft problemer med bla. forhøjt blodtryk som er på over 180/130 – hvilket jeg får medicin for og desuden får jeg medicin mod mavesår som gør at jeg har kvalme/kasteop fornemmelser ofte desunde døjer jeg nogen gange med næseblod og blod i mit spyt.

Jeg er sevlstændig og har mit eget firma som udvikler software. Det betyder at arbejdspresset ofte er meget stort og en “normal” arbejdsuge er på cirka 60 – 80 timer. Firmaet har mange store internationale virksomheder som kunder, hvilket kan betyde at det er svært at sige nej til opgaver og at dermed kommer mere pres på.

Ugentligt drikker jeg 15 – 25 liter cola. Jeg har oplevet at mit temperament ofte er oppe i det røde felt og sidder tit med nogle ting som jeg syntes det ville være dejligt at snakke med andre om. Nogle gange er det hele bare for meget!.

Med venlig hilsen

En mand på 28 år.

Jeg syntes at det er en rigtigt god ide at snakke med andre om det. I dit tilfælde ville jeg straks snakke med en professionel, for du er i den grad i fare zonen.

At have mavesår som 28 årig er i sig selv problematisk. Hvis du så oven i drikker op til 25 liter Cola er det som at hælde syre i såret.

Så mit råd til dig er flere.

Stop med at drikke cola.

Indse at du har alt for travlt og må geare ned. Intet menneske kan holde til det arbejdspres.
Du er ung og føler måske at du har en del kræfter og stadig et vist overskud, men jeg kan garantere dig at hvis du fortsætter på denne måde vil du dø.
Det er lige akkurat dit tilfælde der øger risikoen for at få en blodprop i hjertet.

Jeg kan godt forstå at det er svært at sige nej til store udenlandske kunder, men det bliver du nødt til. For de store udenlandske kunder skulle jo gerne have glæde af dig længe endnu.

Du må tilvejebringe flere ressourcer til din virksomhed, så mængden af opgaver matcher mængden af ressourcer.

Hvis ikke du vil tilføre ressourcer må du begrænse mængden af arbejdsopgaver.

Du må også begynde at leve sundere.

Når man er stress øges man mængden af fedtsyrer og sukker i organismen. Samtidig forbrænder man også en del af det igen hvilket betyder at vi får et stor behov for netop sukker og fedt. Men fare er at vi har så nemt ved at få fat i det, så vi kommer til at få for meget. Så mens du er stresset hold dig fra sukker og fede sager.

Og så tag en fridag en gang om ugen hvor du kommer langt væk fra arbejdet. Begynd at nyd dit liv. Hvad betyder det at tjene en masse penge hvis du ikke får chancen for at bruge dem?

Men mit bedste råd må være: søg professionel hjælp nu!!!

Med venlig hilsen

Thomas Milsted
Center for Stress og Trivsel

Nu har jeg lige siddet og læst nogle af de spørgsmål og svar der er i jeres brevkasse. Et af dem har fået mig til selv at skrive til jer – og det var det om stress kan blive kronisk. Jeg er 40 år, godt gift og har 2 meget velfungerende børn, gode venner, naboer og familie, så her alt vel. Jeg har i ca. 8 mdr. nu haft et arbejde som jeg er meget glad for – her er gode kolleger, gode ledere, høj grad af selvstændighed og spændende og udfordrende arbejdsopgaver. Jeg har indtil nu fået meget ros for mit arbejde, men her for ca. 2 mdr. siden begyndte de ellers udfordrende opgaver at blive uoverskuelige, jeg synes ikke jeg kunne koncentrere mig, følte at jeg ikke kunne finde ud af opgaverne, fik en underlig susen i kroppen flere gange om dagen, havde svært ved at få den “rigtige formulering” frem osv. Jeg begynde at sove dårligt om natten, vågnede tidligt og kunne ikke falde i søvn igen. Når vækkeuret så endelig ringede, havde jeg utroligt svært ved at komme ud af sengen – havde bare lyst til at blive der hele dagen. Jeg begyndte også at miste lysten til at være sammen med andre til fester og lign. – havde det som om jeg var en fremmed – og ville helst bare være hjemme med min familie.

Jeg gik til lægen for ca. 14 dage siden og han konkluderede at jeg havde en depression. Jeg har fået medicin, Akarin 20mg. og er begyndt at mærke en bedring. Han mente at den var blevet udløst af stress, da jeg havde fortalt ham at jeg godt nok var glad for mit job, men at det også var krævende. MEN forhistorien er at jeg i ca. 2 år havde haft et job på en arbejdsplads med meget dårligt psykisk arbejdsmiljø. Det var virkeligt ekstremt og jeg forsøgte meget langt hen ad vejen og hjælpe mine kolleger og mig selv til at forbedre klimaet. Vi havde i en periode erhvervspsykolog på, men ingenting hjalp. Flere af mine kolleger gik ned med flaget. Jeg selv havde det også dårligt og fik konstateret forhøjet blodtryk og har fået medicin siden. Jeg havde også psykiske symptomer, bl.a. det med at jeg ikke kunne klare for meget larm og uro, havde svært ved at koncentrere mig osv. (men ikke helt på samme måde som nu). Jeg var sygemeldt et par gange af ca. 14 dages varighed, begge gange begrundet i blodtrykket. Dengang læste jeg meget om det (også via kurser og lign. igennem mit arbejde) og kunne konstatere (i samråd med bl.a. min læge9 at jeg var udsat for en ekstrem negativ stresspåvirkning – og havde været det, stort set hele tiden mens jeg var ansat der. I min sidste sygemelding, rådede min læge mig til at søge et andet arbejde. Og jeg var heldig at få det job som jeg så har idag, velvidende at det indebar 2,5 timers bilkørsel hver dag og et job på et rimeligt højt niveau, hvad angår ansvar og kompetence (ikke et leder job). Og i starten da kravene på det nye job ikke var så høje, synes jeg bare at det gik så godt – mit blodtryk faldt – jeg fik en glad hverdag igen. MEN så her efter sommerferien begyndte jeg at få nogle nye opgaver samtidig med at arbejdsmængden steg (da jeg jo kom mere ind i jobbet og kunne tage mere over fra kollegerne) – Og så begyndte mine symptomer langsomt at dukke op igen – bare meget værre og på en anderledes, mere “dyb og smertende” måde….. Jeg har selv en fornemmelse af at kimen til min depression er lagt i den periode hvor jeg havde det andet job – men det mente min læge ikke at det kunne være tilfældet, for jeg havde jo haft det godt ind i mellem – og jeg var jo så glad for mit nye job.

Det jeg så er blevet nervøs og bange for – det er om jeg er blevet “så skadet” at jeg aldrig vil kunne klare den type job jeg har nu – uden medicin. (som bl.a. er uforudsigeligt – der kan komme en ny og krævende “sag” ind af døren hver dag). At hvis jeg allerede nu får depression – hvordan skal jeg så kunne klare det fremover….Er det en tilstand som jeg kan komme ud over. Mener i at det er depression eller er det i virkeligheden stress ? Jeg er i syv sind nu – og vil utroligt gerne ud på den anden side – og bare klare mit job. Men på den anden side vil jeg jo heller ikke ødelægge mit liv med disse symptomer. En anden ting – det er utroligt svært for mig at fortælle det til min chef. Nu har han ansat mig i den tro at jeg bare var den rette medarbejder – og så får jeg”bare” en depression og er ikke særligt velfungerende.- Det er bare så flovt….

Undskyld mit lange brev….men jeg er bare så meget i tvivl….

Mvh. Ida K. fra Roskilde

Til Ida

Du skriver for at spørge om dine stress reaktioner kan være præget af din tidligere oplevelser i et dårligt psykisk arbejdsmiljø. Det kan de godt. Det lyder som om du er i en stresset situation lige nu. Ville du kunne have klaret den slags pres, før dine dårlige oplevelser ? Hvis ja, er det ret sandsynligt at dine reaktioner handler om det du har været igennem. Alderen kan dog også spille en rolle, da vi bliver lidt mindre fysisk robuste med årene. Det gælder hjernen som resten af kroppen. Det skulle nu ikke spille særligt meget ind i din alder.

Ville du have kunnet klare denne udfordring før dine belastende oplevelser, er det helt sikkert en eftervirkning. Men jeg må hele tiden tage det forbehold, at der ikke er noget i den belastning du er i, i din nuværende situation, du ikke har prøvet før. Når vi har oplevet noget der var (1)traumatisk for os, har det bragt den primitive del af hjernen i alarm tilstand. Har vi følt os meget utrygge og nærmest truede, begynder denne del af hjernen at gå ind i en overlevelsestilstand. Som den kan have svært ved at komme ud af igen. Tiden kan løse det på et overfladisk problem, men ikke i dybden.

Men det kan også være et mere (2) dagligt arbejdspres der er for stort. Her går hjernen og kroppen langsomt ind i en stress tilstand. Vare det længe nok, kan det blive en kronisk stress tilstand, hvor hjernen og kroppen bliver belastet. Systemmet bliver udtrættet. Der kan således være 2 årsager til en stress overfølsomhed.

Er der tale om en (1) traumatisering er det nok nødvendigt med noget højstress relateret psykoterapi for at få bearbejdet følelserne og overlevelsesreaktioner omkring dine oplevelser populært sagt, skal du give slip på den spænding i overlevelsestilstanden som din krop og hjerne sidder fast i. Vi kan henvise dig til kvalificeret behandling på det område.

Er der tale om en (2) kronisk stress belastning af hjernen, siger videnskaben, at har vi engang været kronisk stressede, bliver vi mere stress følsomme resten af livet. Hjerne kan dog, når den får ro og den rigtige hjælp, godt genfinde en del af sin tidligere robusthed. F.eks. hjælper Omega 3 fedtsyre, Akupunktur kan hjælpe m.m. Men det er der skrevet en fantastisk bog om af en fransk psykiater. Den hedder “Behandling af stress, angst depression uden terapi og medicin” Forfatteren hedder David Servan-Schreiber . forlaget Gyldendal.

Mit bud er at din depression er stress relateret. Når vi har været stresset gennem længer tid, kan det være svært for hjernen, bl.a. at producere nok serotonin, som er det stof der styre vores humør. Medicin kan hjælpe, men det kan motion, afspænding , yoga, psykoterapi og de ovennævnte ting også. Men måske er du nød til at fortælle din chef at du ikke klare det helt så godt som du har gjort. Men at du er gået i gang med at finde ud af hvad du kan gøre ved det. For uanset hvad du gør er der ikke nogen løsning der virker i morgen. Og det at du ikke kan leve helt op til forventningerne, giver et ekstra pres for dig. Det vil gøre det svære for hjernen at komme på plads igen. Det bliver nemt en ond cirkel. Man kan ikke det man plejer, forventer af sig selv. Så stiger usikkerheden og selvfølelsen falder. Det skaber mere stress.

Med venlig hilsen

Peter Koefod
Psykoterapeut og stresskonsulent
Center for Stress og Trivsel

Hej

Jeg er 40 og af hunkøn.

Jeg udviklede stress med nogle psykosomatiske symptomer i forbindelse med mit IT-job for 3-4 år siden. De sidste ca. 3 år har jeg arbejdet i vuggestue, hvilket også er stressende, både fysisk og psykisk. Jeg er stadig påvirket af stress, men i langt mindre grad. Alligevel er jeg lidt bekymret for, hvor påvirket jeg egentlig er, for måske har jeg vænnet mig til et lidt for højt niveau.

Så mit spørgsmål er, kan jeg få målt mit stress-niveau hos min læge, og hvad vil det i givet fald være, man måler?

Jeg er også lidt bekymret for min vitamin- og mineralbalance. Jeg ved, at jeg lider af zinkmangel, for jeg har en stærkt reduceret smagssans. Kan jeg også bede min læge om at tjekke disse balancer ?

Og er der andet man bør tjekke?

Mvh. Annie

Hej Annie

Du spørger om der er forskellige ting du skal have tjekket hos din læge.

Det første spørgsmål er om du kan få målt dit stressniveau hos lægen.

Jeg ved ikke om du kan direkte få målt det, men du kan få målt en masse andre ting der kunne være stress relaterede symptomer. Blodtryk og hjerte fx. Den sikreste indikator på hvor stressede vi er , er om vi har stresshormoner i blodet. Specielt stresshormonet kortisol. Det kan måles umiddelbart efter vi har oplevet noget stressende. Men om det kan sige noget om du generelt er stresset er svært, for så skulle du sammenligne med når du ikke er så stresset. Men hvis jeg var dig ville jeg spørge lægen, hvad han kan tilbyde af muligheder på det her område.

Men stress gør også mange ting ved vores krop, som ikke er så let at teste. Noget af det der fx. kan ske når man er stresset over længere tid er at vores immunforsvar fungere dårligere. Det betyder vi bekæmper infektioner dårligere, mange af vores skavanker bliver værre. Det kan vise sig som spændinger eller endog smerter i kroppen. Søvnløshed, uro, irritabilitet m.m. Jeg vil anbefale dig at læse om stress symptomerne i vores stresskompendium, som du kan finde her på hjemmesiden.

Men det er ret sandsynligt at du har et efterslæb fra den intense stress periode som det kan være svært at komme over. Ikke fordi du måske ikke kan klare dit arbejde nu, men stress er et slitage på systemet, som når det er der gør systemet mere sårbart bagefter. Måske vil vi altid være mere stressfølsomme når man har været inde i kronisk stress. Det har man været når stressen har været en belastning så længe, at kroppen og hjernen ikke kan finde ud af at give slip. Samtidig mindskes vores filter over for verden, og vi bliver mere sårbare.

Der er flere ting du kan gøre for at komme dig.

– Motion hvor du for pulsen op, er det så sjovt oveni er det perfekt. Helst 3 gange om ugen. Det hjælper kroppen. Det afgørende er ikke at du presser dig selv, men det at gøre det. En rask gåtur i 20 minutter, hvor pulsen kommer op er bedre end ingenting. At sætte musik på og danse når du kommer hjem fra arbejde. Det skal ikke være for besværligt, helst sjovt. Hjernen skal have hjælp til at komme på plads igen.. Motion udløser også det der hedder endorfiner, som er et glædes og lyst hormon.

– Køb et afspændingsbånd, hvor kroppen gennemgås-hvor du skal slappe af der og der. Det er godt for de kemiske processer i nervesystem og hjerne.

– Akupunktur kan være fantastisk til at hjælpe kroppen i balance. Det virker også beroligne på dit nervesystem. Som har mistet noget af sin evne til falde til ro( det er en meget forenklet måde at sige det på)

– Kroppen mangler ofte forskellige stoffer når vi er stresset. Vi tærer på reserverne, så godt at fylde op med lidt ekstra vitaminer og mineraler, specielt B- vitaminer og endnu mere specielt B5. Man må ikke tage tilskud af B5, uden at tage tilskud af en B-complex.

– Omega 3 fedtsyre, som kroppen ikke selv kan producere, er altafgørende for hjernens opbygning og balance. Det øger neurotransmitternes produktion af energi og humør i det vi kalder den emotionelle hjerne. Der skal helst være det der hedder EPA og DHA syre i. De kan fås mange steder.

– Det næste er at arbejde med de situationer der stresser dig. Finde stresskilderne. Hvornår er et du bliver mest stresset. Kan du finde nye måder at håndtere, eller reagere i de situationer. Skriv evt. stressdagbog i et par uger. Hvor du hver aften skriver ned hvor det var du blev stresset, og hvad du tror der gjorde det. Når du kan finde situationerne, skal du i uge 2 begynde og mærke, hvad føler du lige før stressen kommer- hvilke reaktioner har du i kroppen.

Mere hjemmearbejde tror jeg ikke du har glæde af at få nu, men til sidst vil jeg alligevel anbefale dig en meget vigtigt bog om kroppen og stress. ‘Behandling af stress, angst og depression uden medicin eller terapi’ – skrevet af David Servan-Schreiber på Gyldendals forlag. Du kan bladre lidt i den for at finde det der siger dig noget. Fantastisk vigtig bog.

Held og lykke

Med venlig hilsen

Peter Koefod
Psykoterapeut og stresskonsulent
Center for Stress og Trivsel

Jeg er kvinde på 46 år.

Jeg bliver i øjeblikket undersøgt for alverdens sygdomme, af egen læge og specialist på sygehus + én samtale med psykiater, men alt er ok indtil videre, psykiateren mener ikke at symptomerne skyldes psykiske problemer. Jeg venter nu på “sidste” prøve, en hjerterytmemåler, som målte hjertet over et døgn. Hjertekardiogram har jeg også fået målt og det var ok.

Symptomerne begyndte da jeg fik et nyt job, et job som ikke er specielt stressende. Symptomer som svimmelhed, gulvet gynger, træthed og uro i kroppen. Symptomerne varede i ca. 6 måneder, (hvor jeg passede mit arbejde i børnehaven, hvor jeg er afd.leder), derefter havde jeg det fint i ca. 6 måneder. Startede så hos vægtkonsulenter og tabte 12 kilo på 12 uger, og begyndte så at løbetræne igen ( har tidligere løbet).

Men efter 3 uger med løbetræning kom symptomerne igen lige så stille. Det har nu stået på i snart 5 måneder. Turde ikke andet end at sygemelde mig og fik det også bedre efter 2 måneders sygemelding, startede så op med 3 timer om dagen. Men nu efter 3 ugers arbejde har jeg fået det dårligere. Træthed og svimmelhed.

Jeg testede mig på jeres stresstest, og der viste at jeg havde et problem. Det så værre ud med perfektionismen, der var jeg i farezonen. Mit spørgsmål er så om et længerevarende stressforløb kan give sig udtryk på den måde. Altså syg i et ½ år derefter fint i et ½ år og så igen syg. Eller har lægerne ikke fundet ud af hvad jeg fejler, rent fysisk.

Beskrivelse af længerevarende stress / livsforløb:

Jeg har siden primo 2000 været ramt af skilsmisse og dermed flytning , samtidig med at min mor blev erklæret terminal og døde 2001. Jeg sygemelder mig og vender tilbage (måske for tidligt), bliver “tvunget” til at sige op (der var kommet ny leder). Dette forløb var meget opslidende. Fik et nyt arbejde som viste sig at være et mareridt: en døgninstitution for multihandicappede, hvor jeg var leder. I løbet af 9 måneder opsagde 22 ud af 25 medarbejder deres job, pga. samarbejdsproblemer med overordnet leder ( ikke mig). Jeg blev ringet op døgnet rundt da vagtplaner ikke kunne hænge sammen / medarbejder blev udsat for vold af beboerne. Forholdene var kaotiske for medarbejdere, men jeg fik ikke midler/redskaber fra overordnet leder til at bedre forholdene. Meget frustrerende situation.

Søgte derfor hurtigt væk og fik mit nuværende job. Jeg er blevet gift igen denne gang med drømmemanden og har drømmehuset, så privat har jeg ingen problemer. Men jeg er nok en kvinde der er vant til at involvere mig og har altid projekter i gang enten videreuddannelse, bygge hønsehus…. Jeg lever mere i fremtiden end i nutiden, har nok lidt for travlt. Har læst en masse bøger om stress, og skal på et weekendkursus i næste måned, for at få en større indsigt i mig selv og min handlemåde.

Kærlig hilsen den “per/de-fekte”.

Hej til den per/de-fekte.

Du spørger om et længerevarende stressforløb kan give sig udtryk ved at du er syg er ½ år, derefter er rask et ½ år, også igen syg.

Det kan være meget svært at vurdere præcist hvad der er fysiske symptomer og afledte stressreaktioner. Men nogen gange ser vi også en masse mærkelig fysiske reaktioner afledt af stress. Jeg vil anbefale dig en bog af Lis Ehlers, der er neurolog, der hedder “Ondt i Livet”. Hun beskriver af mange af de fysiske symptomer som kommer afledt af stress eller andre psykiske belastninger. Og hvorfor at disse ydre forhold kan belaste kroppens fysiske symptomer. Det kunne tyde på at du har det der hedder kroniske stresssymptomer. Men det er svært agt afgøre med 100% sikkerhed. Men hvis alt bliver testet igennem fysisk, og det ikke er til at finde en fysisk årsag, er der store chancer for at dine reaktioner er afledte reaktioner af at have været i en kronisk stress situation. Det påvirker vores fysiologi, meget mere end vi tror. Det er man så småt begyndt at forske i. Fks. at stress kan årsagen til overvægt.

Det vigtige spørgsmål er jo om dine reaktioner er afledt af alt det du har oplevet siden primo 2000. Det lyder, efter det du siger, ikke som om at det er dit nye job der er problemet. Men det er mere spørgsmålet om det er de flere år gamle oplevelser der har slidt de nervesystem. Jeg har personligt mødt mange symptombilleder som ikke giver mening, og som kan have deres udspring stressede omstændigheder.

Du kan læse mit svar her i brevkassen under overskriften “Posttraumatisk stress – PTSD”, om hvad PTSD gør ved os. . Dvs. efter at noget ekstremt stressende er overstået, så kommer reaktionerne. Kroppen og hjernen er i gået ind i en overlevelses tilstand, som den ikke kan komme ud af. Det slider på mange vitale balancer i kroppen. Fks. kommer man nemt i underskud af vitale fedtstoffer. Den slags fedtstoffer der er i fiskeolier. Der er en fransk Psykiater, David Servan, der skrevet en bog der hedder “Behandling af angst, stress og depressioner uden medicin og terapi”. Han skriver om nogle fantastiske forskningsresultater med de her fedtsoffer og hjernens funktioner.

Du nævner 4-5 meget voldsomme ting, som følger efter hinanden, uden du kan nå at absobere dem. Skilsmisse, flytning, din mors dødsfald, et nyt totalt kaotisk umuligt arbejde uden ordentlig opbakning. Alle ting som lægger højt på stress barometerne. Jeg tror det kombineret med din perfektionisme kan være meget afgørende. Jeg tror der skal meget perfektionisme til at få din symptomer, men det er ekstra svært for en perfektionist at være ude i så kritiske ting som du har været. Fordi det bliver dit ansvar, selvom den ydre situation er umulig.

Når først kroppen er ude af balance, kan alle forandringer måske være med til at forstærke symptom billedet. Vægttab, vægtøgning. Men jeg tror du skal have bearbejdet nogle af de oplevelser du havde i de svære år, med proffesionel hjælp. Samtidig med at kroppen skal have noget hjælp. Det kan være ved at få tilskud af fiskeolier, ekstra B-vitaminer og akupunktur vil også være rigtigt godt. Akupunktur er bevist havende en god effekt på kroniske stresstilstande.

Håber du har fået svar på dit spørgsmål.

De bedste hilsner Peter Kofoed

Med venlig hilsen

Peter Koefod
Psykoterapeut og stresskonsulent
Center for Stress og Trivsel

Vil høre om I ved noget om posttraumatisk stress.?????????

Jeg fik 1998 en arbejdsskade hvor jeg gik helt ned med “flaget” og en efterfølgende depression, der varede knap 1 år. Fik ingen medicin ( valgte det fra ) men psykoterapi og akupunktur. Det hjalp, men jeg døjer stadig meget med stress ved almindelige belastninger, som andre kan klare.

Sover jeg ude, er jeg oftest søvnløs og bare tanken om at overnatte andre steder end hjemme kan give ubehag. Det er som om stressen er i kroppen konstant, og kan udløses ved belastninger, som jeg før kunne klare.

Jeg har altid haft let til stress undtagen i ungdommen, hvor jeg klarede alt.

Jeg er sidst i 40-erne, spiser ingen medicin men en ½ stillnocht (indsovningspille ) når søvnløsheden er slem.

Vil meget gerne komme lidt videre med min arbejdsskade, selv om jeg har fået at vide den er kronisk.

Jeg hverken ryger eller drikker , højst 1-3 glas rødvin på en hel weekend, så det er ikke her problemet ligger.

Mon I har nogle hold for mennesker med kronisk stress, der er uden for arbejdsmarkedet.??????????

Mange hilsner Hanne

Hej Hanne

Du spørger om 2 ting.

1.Ved i noget om Posttraumatisk stress.
2. Har i hold for mennesker med kronisk stress, der er uden for arbejdmarkedet.

Om traumer og højstress situationer, kaldet Post traumatisk Stress disorder ( PTSD).

Der er mange mennesker i vores samfund, som på arbejdet eller i privatlivet har været udsat for oplevelser af traumatiserende karakter. Disse traumatiserende oplevelser, påvirker i stort omfang menneskers arbejdsevne. Indenfor visse brancher er risikoen specielt stor f.eks. hvis der er risiko for fysisk eller psykisk vold med trusler på liv eller velfærd. Her kan nævnes socialpædagogisk arbejde med belastet klientel, fængselsfunktionærer, socialrådgivere, både privatpraktiserende og hospitalsansatte læger, bank og posthusfunktionærer, der er udsat for røverier, lærere i belastede områder af samfundet, brandsluknings personel, politibetjente og mange flere grupper.

Det er ud fra undersøgelser af det psykisk arbejdsmiljø, blevet mere tydeligt, hvor mange mennesker, som får problemer på arbejdet, eller eventuelt må opgive deres arbejde, fordi de f. eks har været udsat for vold eller trusler om vold på arbejdet.

PTSD reducerer ret hurtigt vores evne til at håndtere stress i almindelighed.

Post traumatisk stress disorder har simpelt sagt nogle af de samme effekter på nervesystemet, hjernen, organerne og psyken, som stress , bare meget voldsommere.

PTSD låser vores livsenergi fast og gør os mere bange.

Vores viden om post traumatisk stress vokser utroligt i disse år, fordi psykologer, terapeuter, psykiatere og neurologer bliver mere og mere bevidste om de neurologiske, kemiske og psykiske følger af sådanne oplevelser. I dag ved vi fks, at vold og overgreb i barndommen ikke kun påvirker psyken, men også hjernens funktioner.

Det der kendetegner en PTSD oplevelse er, at vi har følt os truet på livet.

Det afgørende er ikke om vi reelt har været truet på livet, men om vi har følt det sådan. For når vi føler vi er struet sætter de primitive overlevelsesreaktioner ind.

Men vi kalder det først en post traumatisk oplevelse, når en person bliver så bange og forskrækket, at reaktionen bliver siddende i hjernen, kroppen og nervesystemet, selvom oplevelsen, truslen er ovre. Selv om man prøver at fortrænge oplevelsen, gemmer kroppen og hjernen på dele af oplevelsen, som betyder, at der er dele af hjernen og nervesystemet som har svært ved at slappe helt af og give slip på oplevelsen. De dele af hjernene og nervesystemet er i konstant alarmberedskab og parat, på vagt overfor hvornår den næste katastrofe sker. Det er en instinktiv måde, at sørge for, at vi kan handle og overleve. Desto voldsommere oplevelsen har været og desto flere gange den er indtruffet, jo mere aktiv er denne underliggende alarmtilstand. Et af kendetegnene ved en traumatisk oplevelse er, at vi har svært ved at komme ud af denne indre alarmtilstand. Også selvom den ydre trussel er forsvundet. Forskellen på en almindelig ubehagelig oplevelse og en traumatiserede chokerende hændelse er, at det er svært at slippe den. Bevidstheden kan måske godt fortrænge den( det vil sige vi tænker ikke på den mere) men i de primitive dele af hjernen, som vi kalder det emotionelle/limbiske system, og det instinktive /reptile system, arbejder den videre. Det at vi har en bevidsthed der kan tænke og forstå ting er unik for os mennesker, i forhold til andre pattedyr. Men vores nervesystem og dele af hjernen fungerer derimod på samme måde som hos dyrene. I de mere primitive dele af hjernen, bor vores følelser og dermed vores grundlæggende styringsværktøj i livet. Følelserne er vores styringsværktøj, bl.a. fordi de skal fortælle os hvornår noget er rart og hvornår det ikke er rart eller måske endda så ubehageligt at vi skal flytte os væk. Uden et sådant styringsværktøj kan vi ikke skabe gode situationer eller livs omstændigheder for os selv. Så bevæger vi os ikke hen imod det, der føles godt, og undgår det, der føles ubehageligt, eller endnu vigtigere: væk fra det der truer os.

Hvis man har været udsat for vold, overgreb eller blot generelt manglende omsorg som barn, kan det være svært at finde hen til det, der er rart og trygt, og man bliver i det, der er ubehageligt, alt for længe. Eller endda i det, der er truende .

Dele af det primitive hjerne system er koblet ind på at registrere, hvornår vi, som pattedyr skal kæmpe eller flygte fra noget, der er farligt. Denne funktion er der for at sikre vores overlevelse, hvis en situation bliver truende. Når det primitive systemet går i gang, sætter det gang i produktionen af en masse hormonstoffer, mest adrenalin, som vi kalder for “kamphormonet”. Adrenalinet gør os meget vågne og vi får meget mere energi, fordi vi skal kunne løbe stærkt, eller være gode til at bekæmpe fjenden. Det er ikke svært at forestille sig, at vi mennesker har været meget afhængige af denne aktivering af energi, dengang vi var jægere og måtte jage for at sikre vores overlevelse eller kæmpe mod en trussel, der kunne tilintetgøre os. De vilde dyr lever hele tiden med disse instinkter, men forskellen er, at dyrene for det meste udløser impulserne( kommer af med dem) gennem kamp eller flugt, altså gennem voldsom fysisk aktivitet. Hvis de ikke har mulighed for at gøre det, så har nervesystemet en tredje reaktions mulighed: nemlig at stivne eller at fryse – en måde at gøre sig død på. Sådan er det også for os mennesker. Det har en dyb mening i naturen, fordi man bliver følelsesløs i den tilstand og det kan være hensigtsmæssigt, hvis man er ved at blive ædt. Men det har også en anden funktion, da dyret kan vinde tid, hvis jægeren tror, at det er dødt. Så kan det gå ind i en slags paralyseret tilstand og hvis jægeren så går langt nok væk, slipper lammelsen måske så meget, at dyret kan være heldigt at slippe væk. Det er også det der sker, når katten leger med musen. I det øjeblik musen øjner en udvej, frigives alt den opsparede energi i nervesystemet, og den kan kort efter flygte med ekstra kraft. Det skyldes, at den adrenalin produktionen der faktisk foregår hele tiden, først kan udløses, når katten ikke længere er for overlegen. Indtil da er musens bedste chance for at overleve, nemlig at stivne. Men energien bliver bundet nedenunder i kroppen og hjernens system. Den indre speeder er stadig på, men bremseren er også på. Bremseren holder reaktionerne tilbage og det gør, at der er tryk på det indre system, der forbruger en masse energi, men ikke kommer ud af stedet.

Sådan er det også når man er traumatiseret. Der er aktiveret en masse energi, både følelsesmæssigt, kemisk og neurologisk – gennem den trussel og enorme angst man har oplevet. Men energien har ikke kunne udløses, da man har i situationen var nødt til at holde den tilbage for ikke at gå amok, eller prøve at flygte eller kæmpe. Tit oplever vi, at det ikke kunne lade sig gøre, at udleve disse reaktioner. Man kan sige, at det der afgør, om vi bliver traumatiserede eller ej, er hvordan vi håndterer oplevelsen medens den står på, og også om vi kan slippe oplevelsen og alarm tilstanden når den er overstået.

En væsentlig ting i dette er, ikke om der var en vej ud eller ej, men om vi oplevede, om der var en vej ud dvs., at hjernens tolkning af situationen er afgørende for, om processerne bliver sat i gang. Denne forståelse har en stor betydning i forhold til PTSD og behandlingen af samme, fordi mennesker, der er traumatiserede og ikke er kommet ud af alarm tilstanden, vil have en tendens til hurtigere at opleve en ny situation som truende og stressende. Deres indre alarmknap slår hurtigere til, så der produceres adrenalin og kortisol hormoner. Det er sværere for os mennesker at komme af med de impulser efter at truslen er ophørt. Dyrene er bedre til at stoppe produktionen af stress hormoner, ellers kunne de ikke overleve. En gazelle kan flygte fra en løve det ene øjeblik, og kort efter stå roligt og spise græs. Det ville de fleste almindelige mennesker ikke kunne. Vi ville være for ophidsede, blive ved at producere adrenalin og være på vagt overfor hvornår løven ville angribe igen. Dyrene udløser for det meste stresshormonerne gennem fysisk aktivitet. Børn reagere også lettere ud, mens vi voksne af opdragelsesmæssige og sociale grunde har lært at holde reaktionerne tilbage, på en måde hvor vi ikke kan komme af med det indre opbyggede overtryk, som udløses af angsten.

Da vi ofte ikke kan komme af med sådanne oplevelser fortrænger vi dem efter et stykke tid. Eller som jeg ofte støder på det ude på arbejdspladserne, benægter vi oplevelsens betydning af sociale grunde, for ikke at tabe ansigt, være en tøsedreng osv. Altså det vi kunne kalde Tarzan syndromet. Men hvis det har været en rigtig traumatisk oplevelse, glemmer dele af hjernen og nervesystemets overlevelsesalarm foranstaltning, det aldrig. Vi kan ikke glemme det fordi alarmreaktionerne der ikke blev forløst, sidder i os. Vi bliver nød til at lære at give ægte slip på oplevelsen og virkelig forstå at vi overlevede. Ikke kun intellektuelt/mentalt, men begribe det med hele vores jeg (krop, følelser). Ofte er det ikke muligt rigtig dybt at slippe oplevelsen før alarm tilstanden i den limbiske del af hjernen er faldet til ro.

Men fordi oplevelsen er så overvældende i voldsomme traumer og chok, splitter vi ofte bevidsthed og følelser, sådan at man efter et stykke tid ikke bevidst kan huske betydningen af selve oplevelsen. Alligevel ligger angsten stadigvæk i systemet, og vi bliver bange eller rasende uden længere at kunne ”huske” hvorfor. Vi lever øjensynligt videre, men begynder at blive bange for andre ting, end det vi oprindeligt var bange for. Det kalder vi for falske årsager. Der opstår langsomt en masse psykiske og fysiske følge virkninger. Man kan blive mere utryg, føle uro, indre stress, få søvnproblemer, mareridt, apati og magtesløshed, raseri og irritation, muskelspændinger, hypervågenhed (at være på vagt hele tiden), hyperaktivitet, pludselige humørsvingninger m.m. Eller voldsomme oplevelser trænger sig på gennem billeder, isolation, panik, en indre alarm tilstand, der kan medføre at man bliver mere paranoid, altså mister den trygge fornemmelse af verden.

Når man har været udsat for PTSD mister man sin tilpasningsevne og ofte ser man ændringer i livs strategier efter PTSD f. eks at man pludselig skifter job. Som vi tidligere definerede det, er det ikke afgørende hvad vi kommer ud for, det der er afgørende er, om det er en PTSD oplevelse, altså hvordan vi oplevede situationen, om vi følte os truet, ikke om vi reelt var truede. Det er vigtigt, fordi det er forskelligt, hvad der skal til for at vi føler os truet. Mennesker, der har oplevet voldsomme traumer før, er mere sårbare for at situationer opleve PTSD. Derfor kan en generel højstresset opvækst udløse PTSD, dvs., at man nemt går i chok.

På samme måde er det sådan, at hvis man arbejder i et højstress område over længere tid, er der større risiko for, at blive sekundært traumatiseret. Arbejder man med flygtninge, der ofte er ret traumatiseret, vil nogle af symptomerne kunne sprede sig til dem der arbejder tæt på de traumatiserede personer, fordi traumatiserede mennesker, ikke fungerer som ikke-traumatiserede mennesker. De reagerer anderledes, enten voldsommere eller mere apatisk. Det kan være meget krævende og aktivere mere stress hos de ansatte.

Der er to hovedformer for traumatisering vi kan være udsat for. Den, vi selv er direkte udsat for, og den, vi ser eller hører andre mennesker blive eller have været udsat for. Den første form kaldes terror, den anden for horror, altså rædslen over at se andre mennesker blive udsat for terror, uden at kunne gribe ind. Det gælder også, dog ofte i mindre grad, ved at høre om terror.

Vi ved, at også i en sådan situation (ligesom i de direkte traumatiserende situationer), frigøres der en mængde hormonstoffer i kroppen, altså en del af den overlevelsesreaktion, som er beskrevet tidligere.

Så mennesker, der arbejder i psykisk belastede arbejdsområder skal være opmærksomme på dette, at de kan blive direkte eller indirekte traumatiseret.

Hvad kan vi gør ved det ?

I først omgang er det meget vigtigt at få udtrykt sin oplevelse til et andet menneske. Hvis det er muligt, er det vigtigt at kroppen for lov at reagere på den ophobede energi på en forsvarlig og konstruktiv måde f.eks. ved at ryste, hugge brænde m.m. for at komme af med spændingen. Det er ikke nok at køre kroppen træt ved motion, den skal komme af med den ophobede spænding.

Fortæl dig selv at du faktisk har overlevet situationen.

Find ting at kigge på eller beskæftige dig med, som gør dig rolig, som får dig tilbage til dagligdagen. Men ikke ved at fortrænge, for du kan ikke snyde hjernen og nervesystemet. Skriv evt. dine oplevelser ned og læs dem højt for en god ven, hvor du skal tillade dig at opleve dine egne reaktioner imens. Begynd langsomt at gøre det du evt. er blevet bange for. Det er vigitig at det er langsomt og meget forsigtigt, for du kan nemt snyde dig selv, og bilde dig selv ind, at du kan klare tingene hurtigere end du kan.

Der sker altid nogle koblinger i PTSD, f.eks. mellem en bestemt situation og vold. Hvis man er blevet slået ned i en bestemt situation på arbejdet, vil hjernen nemt koble netop den situation sammen med vold og trussel. Den skal langsomt afkodes. Nogen gange kan det gå hurtigt, altså det man i folkemunde kalder ”at komme op på hesten igen”, og som på mange måder kan være sundt, fordi en del af det at komme ud af traumet er, at få sit liv til at fungere igen. Men der er også masser af eksempler på mennesker, som alt for hurtigt går tilbage på arbejde, og så kommer alle symptomerne langsomt snigende. Det sker ofte for meget pligtopfyldende mennesker, som kan have en tendens til at negligere deres eget velbefindende.

Derfor kontakt evt. en psykoterapeut eller psykolog, som har forstand på PTSD. Det er meget vigtigt at du sikre dig at terapeuten virkelig ved noget om PTSD, da det ikke skal behandles som andre psykologiske temaer, men med helt specielle metoder.

Er du tvivl om du har brug for professionel hjælp, så plejer vi at sige, hellere af sted en gang for meget end en gang for lidt. Konsekvenserne ved ikke at få det bearbejdet, kan være katastrofale.

Så Hanne det var en forklaring af hvad PTSD er. Jeg vil også anbefale dig en bog der hedder VÆK TIGEREN, Af Peter Levine, fra Borgens Forlag. Nogle af dine symptomer kunne tyde på at du har PTSD symptomer. Din høje sårbarhed overfor stress, din utryghed. Akupunktur er godt mod stress i almindelighed, men hjælper nok ikke meget på PTSD. Det for nervesystemet mere på plads, men det fjerner jo ikke angsten.

Med venlig hilsen

Peter Koefod
Psykoterapeut og stresskonsulent
Center for Stress og Trivsel

Jeg har sygemeldt mig, og har indset at mine sygdomssymtomer skyldes stress. (jeg har netop hørt Michael Rasmussen fra Center for Stress holde oplæg om stress)

Jeg er selv meget overrasket over hvor pludseligt jeg er blevet overmandet – for jeg har i lang tid været klar over den belastning jeg har været udsat for både på mit arbejde og i mit privatliv. Jeg har talt med mine kollegaer om det og har hele tiden (ca ½ år) været opmærksom på at jeg befandt mig farezonen.

Jeg er nyuddannet, det er mit første job, jeg er ikke på rette hylde, har en dårlig leder og en tvivlsom direktør og arbejder i en afdeling som ikke fungerer hverken udadtil mht arbejdsopgaver eller indadtil mht arbejdsmiljø. Dertil har jeg et lille barn og nyt hus, og en masse uindfriede (men positive) forventninger til fremtiden. Jeg har lige nu (sygemeldte mig i går) en oplevelse af at være splittet i to – jeg har en god fornemmelse for mig selv og mit liv – det private, og positive forventninger til fremtiden – men bryder grædende sammen ved tanken om mit arbejde. Det er en meget mærkelig to-delt oplevelse af min tilstand. Samtidig oplever jeg en række sresssymptomer (de fleste fra jeres liste), de mest insisterende er svimmelhed, ukontrolleret rysten i kroppen, mavepine og akut kvalme (disse oplever jeg konstant – med undtagelse af når jeg sover).

Jeg er i det store hele glad for mit liv -min kæreste, mit barn, hus osv og er i øvrigt meget tilfreds med mig selv som person både fagligt og personligt (mig er der ikke noget i vejen med :-)) Jeg har gode forventninger til, at jeg vil få noget godt ud af mit liv og at jeg selv kan skabe de gode rammer jeg har brug for. Derfor har jeg troet at jeg kunne holde alle problemerne på arbs pladsen ude i strakt arm, og ikke lade mig påvirke personligt. Jeg har hele tiden vidst og kunnet mærke når tingene ikke fungerede, når jeg følte mig presset osv og har defor også troet at jeg godt kunne håndtere det, netop fordi jeg har været bevidst om det, helt ned på mindste niveau (fx midt i et møde været klar over, at det her ikke interesserede mig, men følte at jeg alligevel kunne bidrage).

Men pludselig kan jeg ikke hænge sammen fysisk – kan simpelthen ikke holde mig oprejst pga svimmelhed og kan ikke være til møde fordi jeg tror jeg skal kaste op. Kan man i mit tilfælde tale om en ‘lokal’ stresstilstand der er isoleret til det arbejdsrelaterede? Eller giver det ingen mening at splitte det op på denne måde? (jeg har de akutte symtomer konstant men tidligere har jeg fx haft ondt i maven når jeg var på arbejde men ikke ellers) Jeg er meget forvirret over denne ‘dobbelttilstand’ – jeg oplever at jeg følelsesmæssigt godt kan tackle situationen men min krop nægter mig at deltage.

Desuden skal jeg hele tiden græde, men jeg ved ikke om det er af frustration over de fysiske reaktioner eller over alle de følelser jeg har forsøgt at tackle, men som jo ikke er blevet tilgodeset, fordi jeg har forsøgt at ‘holde ud’ eller ‘ignorere’ dem, for at blive i min stilling. Har I nogen erfaring med, hvor længe de fysiske symptomer varer ved? Hvor længe skal jeg regne med at være sygemeldt? Jeg har hørt et par gange udtalt, at mennesker med stress ikke selv ved at de har stress (bla Michael Rasmussen). Men hvordan kan det så være at jeg bliver overmandet – når jeg så at sige ‘så problemerne i øjnene’ og godt vidste de var der og delvist også reagerede på dem?

Jeg skal se min læge i morgen og har aftalt tid med min fysioterapeut i næste uge (hun advarede mig for et par måneder siden fordi hun kunne se at jeg rent fysisk ‘lukkede sammen’) Jeg har tænkt mig at give mit barn fri fra intsitution et par dage og lave noget hyggeligt -for det er en ren lykkepille for mig at være sammen med ham. Desuden har jeg besluttet at sige min stilling op, jeg ved bare ikke hvornår og hvordan. Sikke en lettelse det er at sætte ord på – tak for den mulighed i giver med denne brevkasse. Mvh Abelone

Kære Abelone

Tak for din meget fyldige og beskrivende mail!

En stresstilstand kan sagtens være lokaltpræget, altså 100% hænge sammen med én situation, et sted, en person mm – og måske er det også tilfældet med dig.

Jeg tvivler dog lidt, når dine stresssymptomer følger med hjem og bliver i dig – bortset fra når du sover. Du er ny i job, er nyuddannet, har et lille barn og et familieliv at passe, så der er bestemt pres på dine ressourcer mange steder fra, også selv om noget af det er selvvalgt og dejligt, som eksempelvis at være sammen med dit barn.

Årsagerne til stress kan være mangfoldige og nogle er vi bevidste om, andre er det svært at afdække alene uden professionel sparring. Det lyder for mig som om du kunne bruge en at tale med og få styr på dine tanker/ symptomer/ forventninger/ adfærd sammen med. Stresssymptomer kan vare ved lige så længe der er årsag til dem, derfor er det svært at svare dig præcist på hvornår dine symptomer forsvinder.

Det afhænger af hvordan du skaber forandring på de områder der presser og belaster dig. Umiddelbart lyder det som om du har brug for en god samtale med udvalgte personer på din arbejdsplads, en sikkerhedsrepræsentant eller en tillidsrepræsentant.

Din leder er jo også meget relevant at få en snak med, men du skriver at der er dårlig ledelse, så det er måske vanskeligt at få afklaret din arbejdssituatiton der, men måske med en bisidder?

Et er dog sikkert, du bliver nødt til at tale med nogen, der kan hjælpe dig med at få afdækket årsagerne til din symptomtilstand og hjælp til at komme videre derfra.

Med venlig hilsen

Jeanett Bonnichsen
Psykolog
Center for Stress og Trivsel

Hej.

Jeg er en kvinde på 40 år. Jeg er lige begyndt på arbejde igen, efter at jeg har været sygmeldt i 85 dage på grund af stress og depression. Jeg var nødt til at gå i arbejde – ellers var jeg blevet fyret. Jeg er meget glad for mit arbejde.

Men jeg er så utroligt sårbar. Har koncentrationsbesvær. Jeg bruger meget tid på at gøre én ting af gangen. Jeg kan kun have én bold i luften. Jeg har tit mavepine, og skal jeg 2-3 ting på en gang, går det helt galt. Det kan jeg slet ikke. Jeg kan ikke ret godt tænke klart. Det er, som om jeg tit ser den samme ting to gange, eller jeg tror, jeg har gjort det, men har bare ikke gjort det alligevel. En besked for et minut siden har jeg tit glemt.

Når jeg snakker med folk, skal jeg koncentrere mig rigtigt meget. Nogle gange er det, som om jeg vågner op, når jeg snakker med nogen, hvis jeg da kan huske, hvad samtalen går ud på.

Jeg arbejder kun 3 timer hver dag, i stedet for 6 timer. Meningen er, at jeg fra den 12. juni skal gå op på 6 timer. Jeg er så bange for, at jeg skal få det, som jeg havde det fra februar til april. Jeg kunne ikke huske, hvad jeg hed, langt mindre skrive det. Jeg sad en dag i bilen i et lyskryds, og jeg var ikke klar over, hvordan jeg skulle komme derfra. Eller jeg har siddet i bilen og var ikke klar over, hvad nøglerne skulle bruges til. Til sidst blev jeg så deprimeret, at jeg lå i sengen hele dagen med dynen oppe over hovedet.

Jeg har tabt 9 kg. Jeg er på medicin. Jeg føler, at dagpengekontoret har bestemt over mig. Min chef bestemmer. Det eneste, jeg kan bestemme over, er det, jeg kommer i munden. Og det gør jeg så. Jeg kan godt lide at mærke sulten. Så gør det hele lidt mindre ondt. Jeg har to dejlige børn på 14 og 10 år og en sød mand. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at var det ikke for dem, så gad jeg ikke mere. Men så har mine børn ingen mor og min mand ingen kone. Jeg ved, han elsker mig. Men det er bare ligesom ikke nok.

Jeg kommer hos lægen hver 3. uge. Jeg skal derop på onsdag. Men hvad hjælper det at være ærlig. Han må da snart være træt af mig. Det er, som om jeg ikke kan blive mig selv igen.

Jeg har en dejlig veninde, der også er min kollega. Hun sagde i fredags: “Du er syg – det har du været hele tiden. Gå hjem”. Jeg bruger så meget enegi på at skjule for omverden, hvordan jeg har det, og så kan man se det alligevel. Jeg har spillet fallit.

Jeg passer mit job og tænker på, at fra uge 26 har jeg ferie 7 uger. Jeg skal klare det dertil. Men jeg ved, jeg ikke kan klare 6 timer. Min gamle mor gør rent i vores hus. Det er jeg hende evig taknemlig for, og så går hendes tid, som hun selv siger. Jeg er nemlig ikke selv istand til at tage mig af alle de ting, jeg gjorde en gang.

Jeg har for to dage siden haft den helt store tur, hvor jeg græd og græd og ned under dynen en dag. Men det lykkes mig at holde facaden, og jeg gik på arbejde til kl. 13, selv om det var et helvede på jord.

Hvornår bliver jeg rask igen, og hvad skal jeg gøre, før det slider mig op? Jeg har det, som om jeg går ind i mig selv igen meget snart.

Sanne

Kære Sanne

Hvor gør det mig ondt at læse din mail!

Jeg er helt enig med din veninde/kollega i at du er syg. Jeg mener, du er alvorligt syg og derfor ikke burde være på arbejde!

Den tilstand, du beskriver, er meget alvorlig, og du har brug for hjælp fra en dygtig psykolog, der i samråd med din læge kan følge og hjælpe dig til at komme på benene igen. Det fortjener du, dine børn og din mand!

Hvis du ikke får hjælp, kan det være svært at komme tilbage til normaltilstand fra der, hvor du beskriver, du er lige nu.

Er det mon muligt at få en sær-aftale med dit arbejdssted? Hvis de er glade for dig og du for dem, er alle bedre tjent med, at du får endnu en langtidssygemelding, samtidig med at du starter op i et behandlingstilbud, der er målrettet stressproblematikker

Jeg ønsker dig alt det bedste fremover.

Med venlig hilsen

Jeanett Bonnichsen
Psykolog
Center for Stress og Trivsel

Hej,For 1½ år siden gik jeg ned med stress pga et uoverskueligt job, samtidig med at min far fik en mindre blodprop. Stressen gav mig en del panikangst anfald, som dog gik over efter et par uger.

På daværende tidspunkt fik jeg en del hjælp over mail af Peter Kofoed hos jer, men nu synes jeg, at det går ned af bakke igen.

For snart et år siden skiftede jeg job pga. stressen og fik en drømme-stilling med en fantastisk forstående chef, som lægger stor vægt på, at man har det godt og er afslappet i arbejdsdagen.

I starten gik det rigtig godt, men de sidste 8-9 måneder har jeg døjet en del med angst. Jeg har læst en del i brochurer og på nettet og kom i sin tid frem til, at det mindede utroligt meget om generaliseret angst, da angsten kom og gik uden grund, men efterhånden synes jeg, at jeg kan se et mønster:

Når jeg vågner om morgenen i hverdagene, så spænder min krop og, jeg kan mærke en svag angst. Når jeg kommer på arbejde, stiger angsten, jeg bliver klam i hænderne, får svedeture, får tics omkring øjnene, får svært ved at fokusere, bliver svimmel og alting virker “uvirkeligt”. Til frokost er jeg tit nervøs for at skulle kaste op, og min vejrtrækning er meget anspændt. Min hals snørrer også meget sammen. Det er også som om, at min hjerne “slår fra”, og jeg har meget svært ved at tænke og koncentrere mig, hvilket er alfa omega i mit job som IT programmør. Det resulterer i dage, hvor jeg ikke får lavet noget som helst konstruktivt.

Efter arbejde og i weekenderne er det dog sjældent et problem, eller i hvert fald i væsentligt mindre grad.

Jeg føler mig ikke specielt stresset i mit job, og har ikke længere uoverskuelige opgaver som i mit tidligere job. Men når angsten gør min hjerne “tåget”, så har jeg som sagt svært ved at få lavet noget, og det kan godt virke en smule stressende og resulterer i dårlig samvittighed overfor mine kollegaer og chef.

Er det generaliseret angst, en slags arbejds-fobi eller måske stress igen? Og er det noget, jeg kan få hjælp til? Jeg har forsøgt selv at dæmpe min angst ved at løbetræne, gå til yoga, læse en del om stress/angst og prøve at tænke rationelt når min krop driller, men det hjælper sjældent nok.

På forhånd tak.

Med venlig hilsen
Frank

Hej Frank.

Jeg kan godt huske dig. Jeg mener, at jeg anbefalede dig at søge hjælp hos en terapeut, der ved noget om angst.

Dine reaktioner kan delvis forklares med et efterslæb fra den stress, du var ude i tidligere. Det kan gøre os mere stressfølsomme, men jeg er overbevist om, at den/de over-belastninger, du har været igennem, har åbnet til noget eksistentiel angst i dig.
Det kan du ikke forandre uden professionel hjælp.

Til gengæld tror jeg du hurtigt vil få glæde af det, fordi du allerede har arbejdet med din angst. Angsten er måske præstationsangst, og angsten for ikke at være god nok. Jeg vil anbefale dig en terapeut hvis navn jeg sender dig direkte.

Du kan også med fordel læse en bog om traumatisering og hjernen. Den hedder “Væk tigeren” af Peter Levine fra Borgens Forlag.

Jeg tror, det er terapi der skal til, så du ikke skal leve på den måde resten af dit liv. Har du modstand på at gå i noget terapi, så tror jeg, at prisen for at lade være, er alt for høj.

Med venlig hilsen

Peter Koefod
Psykoterapeut og stresskonsulent
Center for Stress og Trivsel